Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Den bedste diskløsning til backup og filer: NAS vs USB-harddisk

Hvilken løsning er bedst til at klare den daglige backup af alle dine vigtigste filer? Er det en NAS, som kan indgå i et hjemmenetværk, eller er det en stor harddisk, der kan tilsluttes med USB? Det afhænger blandt andet af dine egne behov – alligevel er der mere objektive kriterier, som kan afgøre dit eget valg.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

 

QNAP TS-231P


Teknologi: NAS     Kapacitet: 6 TB     Tilslutning: Netværkskabel     Pris: 2874 kr. (1496 kr. NAS, 1378 kr. harddiske)

Størrelse – 4/6 STJERNER

For at matche konkurrentens pris er der ”kun” blevet råd til to 3 TB-harddiske, men så har du da en pæn samlet kapacitet på 6 TB. Det er meget plads, men dog noget mindre end i La Cie-harddisken, så her trækker NAS det korte strå.

Hastighed 3/6 STJERNER

Da en NAS indgår i dit netværk, er der hastighedsbegrænsninger. Du kan i princippet overføre med den hastighed, dit lokale net tillader, men i praksis går det langsommere – og under alle omstændigheder mange gange sløvere end med en USB-disk.

Skalerbarhed  5/6 STJERNER

Det er ret let at skifte harddiske på en NAS, også på denne model. Du klikker bare fronten ud, og så har du adgang til de diske, som skal udskiftes. Diskene i en NAS skal være gode, og vi har valgt WD Red, der er velegnede her. Priserne er rimelige.  Så NAS’en er klar vinder her.

Tilslutninger  – 4/6 STJERNER

En NAS tilsluttes med et netværkskabel (RJ-45), så den er reelt lige så begrænset som La Cie-harddisken. Der er også en USB-port; den er dog kun til at hægte eksterne enheder på.

Funktioner 6/6 STJERNER

Da en NAS reelt er en minicomputer, er den en klar vinder på antallet af funktioner. Den har programmer, som gør det muligt at downloade og uploade fra/til internettet, når du ikke er hjemme, og du kan tilgå NAS’en, selvom du er på ferie – så her er den suveræn vinder.

Delbarhed 6/6 STJERNER

Det er let at lave opdeling af den plads, der er til rådighed, så flere personer – for eksempel på kontoret eller i familien – har hver sin plads på disken. Det er en helt personlig del af disken, så ingen andre kan få adgang. Samtidig kan du oprette et fællesområde, hvor familiebilleder og meget andet kan deles. Klar vinder!

Sikkerhed 4/6 STJERNER

Selvom der er kryptering, password og mange andre tiltag, så er en NAS koblet på netværk og internet og derfor mere sårbar for angreb end en disk med USB-tilslutning. Så et lille nederlag her.

Pris 4/6 STJERNER

Denne Qnap-disk giver mange fine muligheder og funktioner, men selve enheden er billigt bygget med meget plast. De valgte harddiske er af høj kvalitet, og det trækker op. Set i forhold til en USB-disk får du mere for pengene.

Testholdet mener 5/6 STJERNER

En NAS er langsom, når der skal overføres, men ellers er der mange plusser. For eksempel kan du tilgå den, også når du er væk hjemmefra, og du kan dele indholdet med andre personer. Den kan nærmest anvendes som en ekstra minicomputer. Alt dette tilsammen gør NAS-disken til vinder af denne duel.

La Cie d2 10 TB


Teknologi: Harddisk     Kapacitet: 10 TB     Tilslutning: USB 3.1     Pris: 2500 kr.

Størrelse – 6/6 STJERNER

Den professionelle La Cie giver dig hele 10 GB harddisk – al kapaciteten leveres af en enkelt harddisk. Til prisen får du altså næsten dobbelt så meget som på en pristilsvarende NAS.

Hastighed – 6/6 STJERNER

Med USB 3.1 får du forrygende hastighed ved overførsel af mange eller store filer. Hastigheden er opgivet til 240 MB/s, og selvom det er mere teori end praksis, så er harddisken stadig lysår hurtigere end en NAS. Så handler det især om filoverførsler, er det vanskeligt ikke at pege på USB-disken.

Skalerbarhed – 3/6 STJERNER

La Cie indeholder én stor harddisk, og du kan købe den i andre varianter –med større eller mindre disk. Du kan også skifte den interne disk. Men da denne er af høj kvalitet og derfor kostbar i indkøb, kan det ikke svare sig. Så her taber USB-disken lidt terræn til en NAS.

Tilslutninger – 3/6 STJERNER

Der er kun USB 3.1-tilslutning i La Cies testede harddisk, og det er fint nok, men noget begrænset. Det kunne være fint med en USB-C og måske andre muligheder som Thunderbolt. Det kan du få, men så skal du købe en anden model med den tilslutning. Et lille nederlag på dette punkt.

Funktioner – 2/6 STJERNER

La Cie er på mange måder en ”dum” disk, som du blot kan overføre til eller hente fra. Og selvom der er programmer, som gør det muligt for eksempel at overføre i baggrunden, så taber disken klart duellen målt på antallet af funktioner.

Delbarhed – 2/6 STJERNER

Du kan godt dele den store disk op i partitioner, så flere kan have deres del, men det er upraktisk og ikke det, denne disk er bygget til. Så klar taber her.

Sikkerhed – 5/6 STJERNER

En USB-baseret harddisk er tilsluttet lokalt til din computer, og selvom hackere også kan få adgang til den, hvis du er uheldig, er den mindre udsat for angreb. Her vinder USB-disken.

Pris – 4/6 STJERNER

Du kan få samme kapacitet og hastighed i andre USB-diske til lavere pris, men La Cie er en professionel disk, der er bygget til at blive brugt meget og hver dag. Set i forhold til den testede NAS, får du mere kapacitet, men færre muligheder. Dødt løb her.

Testholdet mener – 4/6 STJERNER

Der er ingen tvivl om, at hvis du har brug for at overføre og gemme store filer hver dag, er den USB-baserede harddisk en fremragende løsning, og denne LaCie er ekstra lækker og stabil. Men det ændrer ikke ved, at du får færre funktioner og muligheder. USB-disken taber duellen, når vi tæller alle parametre med.