Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Dell XPS 13 2-i-1: Hybrid bærbar i topklasse fra Dell

XPS 13 fås nu i en 2-i-1-udgave. Og vi har straks kastet os over Dell XPS 13 2-i-1.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dell XPS 13 2-i-1-modellen, som vi har testet her, er den første hybride bærbare i XPS 13-serien, men den henvender sig stadig til samme segment. Det er erhvervsledere og first movers, der vil have det nyeste og bedste udstyr på markedet.Men den egner sig i lige så høj grad til folk, som rejser meget, og som har brug for en let bærbar. Den er også til dem, hvor arbejdslivet er karakteriseret ved høj mobilitet, og som arbejder, når det bedst passer dem.

Genkendelsens glæde

Der er mange lighedspunkter mellem den nye XPS 13 2-i-1-bærbare og en traditionel XPS 13. Faktisk er det tæt på umuligt at skelne mellem de to modeller i lukket tilstand.

Det er hovedsageligt hængslerne, der røber forskellen på de to modeltyper. XPS 13 2-i-1 er udstyret med to aluminiumsbelagte stålhængsler, hvor den almindelige XPS 13 har et monohængsel. Vægtmæssigt er den med 1,24 kg en anelse lettere end en tilsvarende XPS 13-model med touchskærm. At det har kunnet lade sig gøre skyldes også, at Dell har valgt at anvende den 'Kaby Lake-Y'-baserede processor.

I testmodellen sidder der eksempelvis en Intel Core i7-7Y75 dual core-processor på 1,30 GHz, der på en enkelt kerne kan gå op til 3,60 GHz ved behov. Den indbyggede grafikdel hedder Intel HD Graphics 615.

Testeksemplarets lynhurtige Samsung pci-e NVMe ssd på 512 GB er kraftig medvirkende til den meget responsive brugeroplevelse. Generelt er brugeroplevelsen meget flydende, der kan være få situationer, hvor de manglende kræfter kan anes, men det er ikke noget, man nødvendigvis oplever ret tit.

Nu med kreativ styrke

At Dell XPS 13 2-i-1 er en hybrid bærbar åbner op for flere brugsscenarier. Det er nu intuitivt at tage enheden frem og skrive noter, udfærdige skitser eller tilsvarende, hvor touch-betjening føles naturligt. Skærmen understøtter 10-finger touch og brug af pen. Køber man en Dell PN556W pen, kan man endnu bedre udnytte de kreative muligheder, der ligger i 2-i-1-konceptet.

Vægten på 1,24 kg betyder, at den er en af de letteste 2-i-1 13,3"-modeller på markedet. Det er en meget vigtig detalje, for som bruger er lysten til at benytte tablet-funktionen omvendt proportional med stigning i enhedens vægt.

Detaljerne overbeviser

IGZO ips-skærmen er også lysstærk med et flot og livagtigt billede. Detaljerigdom er i højsædet med en skærmopløsning på 3200 x 1800 pixel, hvilket er ensbetydende med en pixeltæthed på hele 276 ppi. Det indbyggede tastatur må også roses højt. Der er bagbelysning, tydelig becifring samt en vandring på 1,3 mm. Resultatet er et tastatur, der er egnet selv til længere skriverier.

Den indbyggede clickpad er dækket af en glasbelægning, den er meget solid mekanisk set og giver god kontrol over skærmindholdet. Udstyrsmæssigt er der, hvad man kan forvente i Dell XPS 13 2-i-1. Der er 802.11ac 2x2 trådløst netværk, Bluetooth 4.2 samt 720p webkamera, der lidt utraditionelt sidder i bunden af skærmrammen.

Tilslutninger er der fint af, størrelsen taget i betragtning. Der er to USB 3.1-porte, den ene med understøttelse af Thunderbolt 3, den anden med understøttelse af DisplayPort. Endvidere er der microSD-kortlæser, hovedtelefonudgang og hul til Noble sikkerhedslås.

Batterilevetid

Batterilevetiden er sådan set god, den sætter dog ingen standarder, og der er tilsvarende 2-i-1-bærbare, der kan gøre det bedre. Når det er sagt, er 6 timer 57 minutter i Powermark produktivitetstesten ikke dårligt.

Det er en opmuntring, at Dell XPS 13 2-i-1 lukker meget af det hul, der er batterimæssigt, når belastningen stiger. I den mere krævende balancerede test klarede batteriet 5 timer 5 minutter, hvilket er en bedre positionering.