Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Bose SoundLink Around-Ear

Trådløse hørebøffer er lidt af en velsignelse, når man lytter til musik på farten. Med et sæt hørebøffer som de nye SoundLink On-Ear fra Bose, kan du sådan set helt slippe for at tage mobilen op ad lommen.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er den først tilkoblet én gang, bliver den det helt automatisk igen, næste gang du tænder hovedtelefonerne. Ringer telefonen, besvarer du nemt opkaldet med en knap på hørebøfferne.

To enheder kan tilkobles på en gang, så bruger du også en tablet eller bærbar med hovedtelefoner, slipper du for at slå det ene apparat fra for at kunne bruge det andet. Rækkevidden og stabiliteten af forbindelsen er upåklagelig, og hørebøffer klarer 15 timer på en opladning, hvilket er fint uden at imponere. Materialevalget er ikke ligefrem prangende, men hovedtelefonerne er lette og behagelige at bære.

Særligt elektronisk musik gør sig godt i hørebøfferne, som giver en dejlig sprødhed til synthesizere, men lyden er tilpas afbalanceret til at fungere med de fleste typer musik. Tilsluttet trådløst har hørebøfferne dog tendens til en tynd og irriterende øvre mellemtone.

Et problem som plagede mange Bluetooth-hørebøffer i starten, men som egentlig synes at være elimineret hos mange konkurrerende modeller. Med kabel er sagen dog en anden. Her er lydbilledet behageligt og afrundet. Det er da også kun, hvad man bør kunne forvente til prisen. Således er det primært brugervenligheden, der hæver dette headset lidt over gennemsnittet i prisklassen.