Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: AOC Q3277PWQ

 Testvinder med format.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Størrelse, opløsning og pris giver sejr med flere længder!

Her får du en dejlig stor skærm på imponerende 32”. Du kan virkelig mærke forskellen, når du sammenligner med testens næststørste model på 27”. Men det er ikke kun derfor, at denne AOC-skærm løber med sejren i den dyre testkategori. Den har også en skærmopløsning, der matcher det store skærmareal godt. De hele 2560 x 1440 billedpunkter giver nemlig en pixeltæthed, der passer godt til en masse af de ting, vi normalt bruger en pc-skærm til.

Tekst og ikoner bliver ikke for små, som de kan blive på en skærm med den endnu højere 4K-opløsning, og du får alligevel flere detaljer og nuancer i billedet end med en full HD-skærm, der som bekendt har en opløsning på 1920 x 1080 pixel.

AOC-skærmen er virkelig stor, og inden du køber, bør du kontrollere – dvs. måle – om den også kan stå på dit skrivebord uden at blive alt for dominerende eller optage for meget plads. Hvis duhar pladsen, kan du nyde, at Q3277PWQ har god ergonomi, da du både kan vippe skærmen og justere den op og ned i højden. Skærmholderen har en kraftig fjederbelastning, der gør det let at foretage denne lodrette justering eller at tilte skærmen, hvis det er nødvendigt for at få den optimale ergonomi.

I standardindstillingerne står AOC-skærmens billede ganske godt. Med en helt grå eller sort baggrund kan vi notere, at den leverer lyset jævnt over hele skærmen – også helt ud i hjørnerne.

Sætter du en film på, er det tydeligt med det samme, at AOC kan levere meget flotte billeder, hvor sortniveauet er rigtig godt. Og det er vigtigt. For det betyder, at alle andre farver træder mere frem, og du får et billede, der er meget farvemættet.

Også hvis du har behov for mange åbne vinduer samtidig, er denne skærm absolut værd at overveje. Størrelsen af ikoner og tekst passer perfekt, så uanset program kører det altså bare godt. Skærmen er også velegnet, hvis du arbejder med billeder i et professionelt program som Photoshop. Her kan du slå billedet op i stor størrelse og samtidig have alle paletter aktiveret, så de er nemme at komme til.

Netop billedbehandling håndterer denne skærm med bravur, når vi tager prisen med i ligningen. Da den formår at gengive de mørke nuancer med detaljer og samtidig har meget flotte overgange fra en farve til en anden, kan den sagtens bruges af den krævende amatør til dette formål. En professionel grafiker eller fotograf vil kræve et billede, der har højere stoflighed og kan justeres endnu mere ned i styrke, uden at de mørke områder lukker helt til. Men skærme med disse kvaliteter er også langt dyrere.

Ellers har vi kun roser tilovers for den store skærm, der imponerer på samtlige punkter. Den er den klart bedste i den dyre kategori og i vores optik også et rigtig godt køb.

AOC Q3277PWQ Den solide fod har en anordning i bunden, der betyder, du kan dreje hele skærmen til siderne.