Markedet for lager er noget underligt noget. Man kunne have forventet, at enheder med traditionelle magnetiske drev ville kaste sig over drev uden bevægelige dele. Og ærlig talt: Skriften står ikke kun på væggen, den er brændt ind i harddiskenes roterende overflader. Hdd’er er ikke fremtiden, overgangen har allerede fundet sted.
Indtil nu har undtagelsen været WD, der med SN850 Black har opnået en anselig succes – det er et af de bedste i den aktuelle generation af PCIe 4-drev (læs mere om SN850 i slutningen af denne stortest). Men hvad med Seagate? Firmaet har været aktivt på ssd-markedet, men det har ikke ligefrem skabt overskrifter.
Det er der grund til at lave om på med det nye Seagate FireCuda 530 2 TB. Det er et fortræffeligt drev. Når man kender Seagates årelange status på lagermarkedet, kan det overraske, at dette M.2-drev bruger Phison E18-controlleren. Ligesom PNY XLR8 CS3140 og Kingston Fury Renegade for ikke at nævne talrige andre drev på markedet. Stort set samtlige Phison-baserede drev, vi har afprøvet, er flyvende. Det må altså være en god ting.
Hvad angår specifikationen for NAND-flashhukommelse har Seagate satset på Microns nyeste 176 lags-TLC-NAND-hukommelse. Micron hævder, at den er hurtigere, tættere og mere holdbar end firmaets eksisterende 96 lags-hukommelseschips. Det er vores erfaring, at 176 lags-sagerne er blandt de allerbedste.
Dette drev er 2 TB-konfigurationen af FireCuda 530, og derfor får det 2 GB DDR4-cache. Seagate angiver 7300 MB/s for maksimal læsning og 6900 MB/s for skrivning. Alt dette føles som en velkendt, om end imponerende omgang.