PNY holder sig ikke tilbage med skildringen af dette Phison E18-baserede drev, idet man postulerer en sekventiel læseydelse på hele 7500 MB/s. Det er det hurtigste, vi kan erindre for en enkelt NAND-baseret ssd til forbrugermarkedet.
Dette tal er også højere end de formodede maksimumshastigheder, som Phison angiver for den E18-controller, der bliver brugt af CS3140-drevet. Det kan man udlægge, som man vil.
Det kan ikke undgås, at skrivninger bliver lidt sløvere med 5650 MB/s (hvor den faktisk er mere end 1 MB/s langsommere end 2 TB-varianten af CS3140). PNY er ikke imødekommende, når det gælder oplysninger som maksimal IOPS-ydelse eller identiteten af de NAND-chips, man bruger.
Det førstnævnte er stort set en kendt størrelse takket være Phison-controlleren, og lidt gravearbejde har afsløret, at det sidstnævnte er Microns 96 lags-TLC og ikke firmaets nyeste 176 lags-chips. Det aspekt kan måske ændre sig, og det kan være grunden til, at PNY foretrækker ikke at lægge sig fast på en bestemt NAND-specifikation.
Det er én ting, men vi finder det irriterende, at PNY ikke opgiver en skriveholdbarhed og i stedet leverer en MBTF (gennemsnitlig tid mellem fejl) på to millioner timer.
Det er efter vores mening temmelig meningsløst. Man kan jo selv regne ud, at en ssd, der ikke bestiller noget videre, holder længe, mens et drev, som håndterer store mængder af skrive- og slettetrafik, kan give op relativt hurtigt.
I betragtning af Phison-controlleren, Microns NAND-chips, fem års garanti og kølig afvikling (det vender vi tilbage til) er vi dog ikke synderlig bekymrede for drevets levetid. Vi ville blot foretrække mere klarhed.
Bortset fra det får denne 1 TB-model af PNY XLR8 CS3140 1 GB DDR4-cachehukommelse. Hertil kommer en stor køler. Det lover umiddelbart godt for varmesituationen. Komplikationen er imidlertid, at mange bundkort integrerer deres egne varmespredere, og man kan derfor hævde, at metalskrumlet på CS3140 er overflødigt.
Vi må hellere imødegå den antagelse, at denne specielle køler er standardinventar for ejere af Sony PS5 – som så mange nyere ssd’er, herunder den nyligt justerede Samsung 980 Pro Heatsink. PNY’s køler er faktisk dobbelt så tyk som de maksimale specifikationer for den konsol, og derfor kommer den ikke ud af stedet.