Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony Xperia 10 IV: Det kunne have været så godt ...

Det er meget godt at sige om denne mobiltelefon. Desværre kan processoren ikke helt matche de øvrige kvaliteter.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Verdens letteste mobil med 5000 mAh-batteri. Hvis det er noget, der tiltaler dig, så er Xperia 10 IV allerede godt fra start.

Sonys nyeste mellemklassemobil har endda mere end et godt lager af strøm at byde på. Den er meget ”Sony” i sit aflange design og har en behagelig og håndterbar størrelse. En IP68-certificering sikrer støv- og vandtæthed, og skærmen er beskyttet af det slidstærke Gorilla Glass Victus. Skærmen måler 6”, og med kontrastfuldt OLED-billede, HDR og FHD-opløsning står den flot.

Den støttes op af udmærkede højttalere og ikke mindst et jackstik til hovedtelefoner samt LDAC og 360 Reality Audio til at optimere trådløs lytning.

Et af de bedste kameraer

Vi forventer lidt af kameraet, når der er tale om en Sony mobil. Her skuffer Xperia 10 IV ikke. Tværtimod. Den har faktisk et af de bedste kameraer, vi kan mindes af have oplevet i denne prisklasse. Foruden stor blænde og PDAF-autofokus byder hovedkameraet på optisk billedstabilsering, hvilket ikke er en selvfølgelighed i denne prisklasse.

Hvad, der dog især er exceptionelt, er optisk zoom, som du får via mobilens dedikerede telekamera. Det er muligt at zoome uden kvalitetstab. Vidvinkelkamera er der også. Alle kameraer i mobilen leverer høj og ensartet kvalitet. Der er høj kontrast og stærke farver. Selv i lav belysning klarer kameraet sig ret godt takket være en fin nat-tilstand, og selfies-kameraet er også af fin klasse.

Video skydes op til FHD/30 fps, hvilket ikke er prangende, men takket være OIS står optagelserne stabilt.

Uambitiøs processor

Det, der dog hæmmer både kameraoplevelse og mange af de andre ting, du foretager dig med mobilen, er ydelsen. Hvorfor Sony vælger at smide en Snapdragon fra 600-serien i en mobil til 4000 kroner – der på mange måder retter sig mod mediebrug – er os en gåde. Ligesom dens forgænger i Xperia 10-serien er det desværre det, der ender med at reducere en ellers fremragende mobil til en lidt middelmådig og lettere disproportioneret smartphone.

Ikke desto mindre er mobilen i kraft af den flotte skærm, fine lyd og det stærke kamera værd at give en overvejelse, hvis du ikke gamer eller har andre krævende behov.

Pris: 3999 kr.
Samlet vurdering: 4/6