Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Philips 242B1G/00: Skærm med fokus på energien

Denne energi-venlige pc-skærm fra Philips har god ergonomi og sparer på strømmen. Lyset justeres efter omgivelserne.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne nye 24” med full HD-opløsning er et af markedets mange bud på en skærm med alle de tilslutninger, du har behov for, når den bærbare eller den lille stationære pc skal tilsluttes. Men Philips 242B1G/00 skiller sig ud på flere punkter.

En sensor sikrer, at lyset justeres efter omgivelserne, hvilket ikke er så nyt, men Philips’ skærm gør det rigtig godt. Du får ikke en kæmpe kontrast, når omgivelserne skifter, for her følger skærmen fint med.

Sensor registrerer person foran skærmen

Samtidig har skærmen en powersensor, som registrerer, om der sidder en person foran skærmen. Er der ingen, bliver lyset automatisk justeret ned. Funktionen vil, ifølge Philips, spare op mod 80 procent strøm. Selv om det nok mest er i et testlaboratorium, man kan opnå så stor en besparelse, er det en fremragende idé.

Skærmen er en lcd-type med IPS-teknologi. Den har en bred synsvinkel på 178 grader, og billedet ændrer sig ikke meget, når du ser på skærmen fra siderne, hvilket er rigtig fint. 

Lige så fint er det, at skærmen har en næsten usynlig ramme på de tre sider. I bunden har du enkle, letforståelige knapper med tilhørende menuer. Det er samtidig nemt at hæve og sænke skærmen, så du får perfekt kigge-ergonomi.

Prisen for Philips 242B1G/00 er cirka 1700 kroner, hvilket er fuldt acceptabelt, når byggekvalitet og de førnævnte funktioner tælles med.

Samlet vurdering: 4 af 6 stjerner