Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Logitech G502 X Plus: Museklik af højeste karat

Her får gameren fordelene ved optiske switche, men følelsen af mekaniske kontakter.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

G502 X viderefører arven fra den populære G502-gamingmus. Designet er opdateret med lettere materialer, og der er en ny Hero 25K højpræcisions-sensor med nøjagtighed på 1-1-forhold ved sub-mikron-niveauer og nul udjævning, filtrering eller acceleration. Musen ligger ret ideelt i hånden og glider med stor ynde over bordpladen.

G502 X Plus, som vi tester her, har Lightsync RGB med 8-LED’er, der kan tilpasses, mens man spiller.

Den største nyhed er de særlige Lightforce hybrid-switches, der kombinerer fordelene ved optiske switches med følelsen af mekaniske kontakter.

Galvaniserede kontaktdele

Lightforce bruger galvaniske kontaktdele, der fungerer ligesom mekaniske afbrydere, for at bevare den præcise følelse. Resultatet er overbevisende. De nye switches sikrer høj hastighed, pålideligt klik og skarp respons. Man føler sig særdeles godt klædt på til at indtage den digitale slagmark.

G502 X Plus byder også på vendbar og aftagelig DPI-knap, som er anvendelig med håndstørrelser og grebsstile af vidt forskellig art. Der er desuden et nydesignet scrollhjul med høj stabilitet og reduceret vægt. Samtidig får man glæde af dobbelt uendelig rulning, som man også kender fra Logitechs glimrende MX-mus.

Musen oplades med USB-C og klarer mange uger på en opladning.

Det er en pebret sag, men er du seriøs med din gaming, er pengene godt givet ud.

Pris: 1299 kr.
Samlet vurdering: 4/6