Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Panasonic Lumix S5: Suveræn allrounder

Et særdeles velkonstrueret kamera, der klarer sig ligeså godt til video, som det gør til foto. Betjeningen er klippestabil, og kameraet har et glimrende greb.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi var ret begejstrede for Lumix S1, det første spejlløse full frame fra Panasonic. Et fremragende kamera. Dog var det noget af en krabat at rende rundt med.

Det nye Lumix S5-kamera er mere medgørligt. Dimensionerne er mindre, og vægten blot 714 gram. Det er et helt igennem velkonstrueret kamera. Klippestabilt at betjene og med et glimrende greb.

Det minder for så vidt en del om Nikon S6 II; du får dog ikke den lille monitor på toppen. Til gengæld er touchskærmen mere fleksibel. Den kan vippes helt ud til siden og roteres 360 grader rundt, så du kan vinkle den næsten præcis, som du ønsker. 

Plads til to kort

Ligesom på Z6 II er der to kortpladser. Her er begge dog i standard SD-format, og det gør dem mere bredt anvendelige. De fleste vil formentlig have et par SD-kort liggende, mens det typisk kun er professionelle fotografer, der har CFExpress, som udgør den ene kortplads hos Nikon.

Den store og skarpe viewfinder minder meget om Nikons, og det samme gælder de fysiske kontrolmuligheder, som også indbefatter et praktisk joystick til fokusjustering. Det er således et yderst komfortabelt kamera at arbejde med. 

Menustrukturen er også ganske overskuelig trods et overvældende antal af indstillingsmuligheder. Panasonics mobilapp fungerer ligeledes glimrende, og med både 5 GHz/2,4 GHz Wi-Fi og Bluetooth 4.2 er forbindelsen stabil.

Ikke det hurtigste

Vigtige features er overført fra Lumix S1. Ikke mindst sensoren og den 5-aksede billedstabilisering. Kunstig intelligens giver hurtig og præcis autofokus med finregistrering af ansigter og øjne, dog ikke helt så træfsikker som de to rivaler. 

Billedkvaliteten er forrygende, selv i mørkere omgivelser. Dog er det ikke et ideelt kamera til sport, børn eller andre scenarier, hvor hastighed er en priotitet. Lumix S5 klarer syv skud i sekundet, halvt så mange som Nikon og Sony.

Til gengæld er der 4K- og 6K-Photo, som gør det muligt at skyde kontinuerligt ved 30 fps og efterfølgende trække stillbilleder på op til 18 MP ud.

Til landskaber, professionelle produktskud eller portrætter er det genialt, at man kan skyde 96 MP-billeder i jpeg eller raw, så du får enormt mange detaljer med og kan croppe ind på små bidder uden at miste for megen kvalitet.

Fantastisk videokamera

Til video klarer kameraet sig exceptionelt godt. Her kommer effektiv billedstabilsering, god tracking og evnen til at skyde  ubeskåret 4K ved 60 fps eller beskåret 4K ved 30 fps til sin ret. Op til 10-bit er muligt, men vil du skyde kontinuerigt længere end en halv time skal du ned på 8-bit. 

Med 14+-stops dynamisk rækkevidde er S5 på niveau med ægte filmkameraer, og kameraet har V-Log/V-Gamut-kompatibilitet med  VariCam Look.

Et 2200 mAh-batteri sikrer nogenlunde batteritid. Du skal dog  sørge for at have backup i tasken eller tilkøbe et batterigreb, hvis du har tænkt dig at skyde en spillefilm i 4K.

Ligesom S1 anvender Lumix S5 L-Mount-systemet, som giver mulighed for at vælge mange  objektiver, ikke bare fra Panasonic, mens også objektiver fra Leica og Sigma. Det giver stor alsidighed.

Mange af objektiverne er dog lidt overdimensionerede i forhold til den lille Lumix S5-krop, og dermed ryger lidt af kompaktheden.

Det 20-60 mm kit-objektiv, vi testede med, var dog ganske fint proportioneret til kameraet. 

Prisen er 15.490 kroner. Det er ikke ligefrem håndører, men det er billigt for et full frame-kamera, især når det har en klasse som Lumix S5.