Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Canon EOS M50 MK II: Når indholdet skal direkte på nettet

Kan du undvære full frame, er her et veludstyret kamera, der er som skabt til online-publicering. Og så er det økonomisk inden for rækkevidde.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selv om de trendy fuldformat-kameraer er blevet billigere, er det stadig en tung økonomisk beslutning for de fleste. Når du lægger objektiver oven i prisen, er man hurtigt over de 20.000 kroner. Det er mere, end mange er villige til at investere i et kamera. Heldigvis er det muligt at få kameraer i glimrende kvalitet til billigere penge. Canon M50 er et fint eksempel.    

At det ikke er full frame, og at det ikke har helt samme robuste designkvalitet som de dyrere kameraer, giver den fordel, at det er lettere. En lille sensor kræver ikke så megen plads. 

Byggekvaliteten er ikke desto mindre rigtig fin, og ergonomien upåklagelig. Det lille greb sikrer et godt tag, og de relativt få, men velplacerede knapper og kontrolhjulet giver nem og intuitiv betjening.

Kameraet har en enkelt SD-kortplads placeret sammen med batteriet, som har cirka 250 billeder eller 90 minutters højkvalitetsvideo i sig. 

Stream direkte til nettet

Trods sin kompakte størrelse tilbyder EOS M50 en ganske udmærket søger placeret på toppen af kameraet. Den suppleres af en alsidig touchskærm, der kan flippes hele vejen rundt og ikke mindst helt  ud til siden, hvilket er en vigtig detalje, da dette kamera især er oplagt til vloggere, som skal have mulighed for at se sig selv, når de filmer indhold til YouTube og andre platforme.

At det er brugere som disse, Canon har i sigte, viser sig også helt konkret i form af en dedikeret knap til trådløs tilkobling af din smartphone. Tryk på knappen, og en QR-kode dukker op på skærmen, som sender dig direkte i app store for at hente Canons app, når du scanner den med mobilen. 

Via denne kan du overføre billeder fra mobilen, fjernstyre kameraets funktioner eller optage billeder og video og hente det direkte ned på mobilen, så indholdet er nemt at dele videre til YouTube og sociale medier. 

Det er endda muligt at livestreame direkte fra kameraet til YouTube, når du kobler EOS M50 MK II til din computer via HDMI. Når kameraet er tilkoblet på den måde, kan det også anvendes som et højkvalitets-webkamera til videomøder.

Effektiv autofokus

Kameraet er forsynet med en 24,1 MP APS-C sensor, som gør et glimrende stykke arbejde, især i god belysning. Manglen på billedstabilisering anes dog, når belysningen bliver svagere. Til gengæld er autofokus særdeles effektiv, også under dunkle lysforhold. Den registrerer både ansigter og øjne og opretholder en klippestabil tracking under videooptagelse. 

Der er mulighed for at skyde op til 10 billeder i sekundet, hvilket ikke er prangende for denne type kamera, men ikke desto mindre tilstrækkeligt til alt andet end de mest hektiske sportsbegivenheder.

Videokvaliteten er op til 4K/25 fps eller Full HD/60 fps, når der optages internt. Ved live streaming er den maksimale opløsning FHD.

Alsidigt værktøj

Kameraet sælges med et EF-M 15-45 mm-objektiv i æsken, men det er kompatibelt med alle EF-M-objektiver – og med EF-objektiver, hvis man bruger en objektivadapter. Det giver en lang række valgmuligheder. 

Således er EOS MK II et alsidigt kamera, der måske ikke slår et full frame på billedkvalitet, men til gengæld er lettere og byder på egenskaber, som gør det nemt at skabe noget lækkert til nettet.