Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: LG Tone Free FN7: Selvrensende øretelefoner

Hvad med et par selvrensende øretelefoner? Med dette LG-sæt følger en opladeræske, der har indbygget, desinficerende UV-lys. Lyden er bredspekret og detaljeret.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Coronatiden har gjort os bevidste om hygiejne i en grad som aldrig før. Vi spritter løs og giver albue til venner og bekendte, men hvad med de gadgets, der har tæt kontakt til kroppen?

Dette har LG tænkt over i deres nye trådløse øretelefoner, som er de første på markedet med en opladeæske, der har indbygget UV-lys. Det ultraviolette lys desinficerer de to ørestykker, når de lægges i æsken. Lyset, som kan være skadeligt for øjne og hud, tændes kun, når æsken er lukket og opladeledningen sat i. Giv sættet 10 minutter i æsken, så burde alle bakterier være væk.

LG nævner ikke specifikt corona, men skulle der være spor af dette, burde UV-lyset gøre kål på det. Vi har dog lidt svært ved at se ideen med UV-lyset, medmindre du deler dine earbuds med andre.

Samme idé som AirPod

FN7 er udformet efter AirPods-formlen med mikrofonstænger stikkende ud af øret. De sidder behageligt og styres nemt med touch på siden af ørestykkerne.

Lyden, som er skabt i samarbejde med Meridian, er bredspektret og detaljeret. Man kan indstille EQ i den medfølgende app, men bevæger du dig ud over det lille udvalg af presets og forsøger manuel indstilling, er der ofte ingen reaktion, stor forsinkelse eller mærkværdige ændringer i lyden, som ikke matcher indstillingerne.

Der er indbygget støjreduktion, og den er faktisk overraskende effektiv. FN7 er således, UV eller ej, et ganske glimrende sæt øretelefoner, der dog befinder sig i et prisleje med mange stærke konkurrenter.

LG Tone Free FN7 koster 1690 kroner.
Samlet vurdering: 4 af 6 stjerner