Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Honor 70: Smart kamera med integreret mobil

Det genfødte mobil-brand Honor er kommet på plads med et bredt sortiment. Den dugfriske 70-model har scoret en af årets EISA-priser, og her er det kameraet, som er interessant.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Oprindelig var Honor et sub-brand under Huawei, der engang havde fået godt fat i den højere ende af mobilmarkedet og kunne bruge nogle billigere telefoner til et yngre publikum. Som bekendt ragede Huawei uklar med de amerikanske myndigheder og indså snart det håbløse i at sælge Android-telefoner uden Android-apps i Vesten. Honor er blevet overtaget af Shenzhen Zhixin New Information Technology, som har udviklet videre på Huawei-hardwaren og designet en stribe modeller med adgang til hele Googles officielle Android-værktøjskasse.

Honor har endnu ikke en officiel distribution i Norden, men 70-modellen og flere andre Honor-mobiler kan købes i en håndfuld danske it-butikker. Desuden har firmaet selv en netshop, som kan levere til Danmark.

Det handler om kameraet

Såvel visuelt som pris- og featuremæssigt tilhører Honor 70 en mobilmellemklasse, hvor de enkelte mærker og modeller kan minde utroligt meget om hinanden. Når AOD alligevel bruger skærmplads på 70’eren, er årsagen først og fremmest dens kamerasektion med flere spændende funktioner, som måske er lige, hvad nogle entusiaster har længtes efter.

Indgangsmenuen til Honor 70’s Multi-Video-udnyttelse af selfie-kameraet på fronten og de tre bagkameraer. Man skal være hurtig på rullefingeren, når man skal vælge mellem mulighederne.

På Honors hjemmeside kan man læse, at model 70 har en nyudviklet kamerasektion, som skal give fotokvaliteten et ”kvantespring.” Udgangspunktet er en Sony IMX800 billedsensor, som her har fået sin debut. Selve hovedsensoren på 1/1.49” er meget stor og har en opløsning på 54 Mp plus en største blændeåbning på f/1.9. På bagsiden er der også et kombineret 50 Mp ultra-vidvinkel objektiv med en makro-funktion, der kan gå ned til 2,5 cm med autofokus. Et dedikeret teleobjektiv og optisk zoom er der ikke blevet plads til på budgettet. Digital zoom er der til gengæld rigeligt af – op til 10 x – og alt over 5 x bør man efter vores mening holde sig fra.

Og nu er vi fremme ved det, der gør Honor 70 unik. Kamerasektion har en Multi-Video-værktøjskasse, som kan bruges til at skabe nogle spændende billede-i-billede optagelser, hvor det også er muligt at kombinere front- og bagkameraerne, så man eksempelvis selv kan komme med på gruppebilleder. Honor gør selv meget ud af Solo Cut-funktionaliteten, hvor man kan vælge en hovedperson, som kameraet kan kende og følge, så vedkommende fastholdes af objektivet og kan indblændes separat i eller uden for hovedbilledet.

Honors Solo Cut-funktion udnytter ansigts- og motivgenkendelse til at følge en bestemt person, her fødselaren i den brune skjorte, der kan vises separat eller – som her – indblændes i en del af billedet.

Det kræver lidt træning at få disse ting til at lykkes, men det er ikke umuligt, og vi kan forestille os, at forældre – og bedsteforældre – vil være glade for at kunne gøre netop deres afkom til hovedpersoner i sport og andre fællesaktiviteter. Her anbefales det stærkt at bruge et stativ – eller endnu bedre en gimbal – til at stabilisere telefonen.

Oplader med i prisen

I modsætning til mange andre mobiltelefoner kommer Honor 70 med en oplader inkluderet i prisen, og det er en basse på 66 watt med et kraftigt, matchende USB-A/C-kabel. Der er også et transparent cover i kassen, og alt dette tilbehør kan nemt koste adskillige hundredlapper i løs vægt. Vi har ikke timet hele ladetiden, men springet fra 75 til 100 procent klares på omkring 10 minutter, og det er hurtigt.

Telefonen er let og har et behageligt afrundet design, der ligger godt i én hånd, og OLED-skærmen med en opdateringsfrekvens op til 120 Hz er en ren fornøjelse.

Bagsiden er af plast, og der er ikke mulighed for trådløs opladning.

Qualcomm Snapdragon 778G Plus-processoren med otte kerner er typisk i denne klasse og giver en AnTuTu-score på 556.336, som rækker til at overgå 26 procent af brugerne i databasen. Geekbench 5 Multi-Core kommer ud med 2940, hvad der også er rigeligt til almindelig brug.


BEDØMMELSE
Honor 70
Pris: 4990 kr.
Skærm: 6,67” OLED, 120 Hz, 20:09 Full HD+, 2400 x 1080 pixel, ingen særlig beskyttelse
Processor: Qualcomm Snapdragon 778G Plus
Kapacitet: 8 GB ram, 256 GB lager
Batteri: 4,80 Ah, 66 W SuperCharge-oplader og kabel medfølger
Kamera: Bag: 54 MP primært + 50 MP ultravidvinkel/makro; Front: 32 MP
Tilslutninger: 5G, USB-C, Wi-Fi 6, Bluetooth 5.2, microSD-kort eller ekstra sim-kort
Design: Plast, ingen særlig beskyttelse
AnTuTu Benchmark: 556.336
Styresystem: Android 12
Mål: 73 x 161 x 8 mm
Vægt: 182 g

Kvalitetsindtryk: 5/6
Brugervenlighed: 4/6
Funktioner: 5/6
Ydelse: 4/6
Pris: 4/6
Samlet vurdering: 4/6

Testholdet mener:
”Honor 70 er en godt udstyret smartphone med en lækker OLED-skærm og en kamerasektion, der ikke blot kan optage video i 4K, men også er fyldt med unikke funktioner – som måske især henvender sig til legesyge entusiaster. Til brugere, som sætter pris på dette udstyr, kan telefonen anbefales.”