Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Contour RollerMouse Mobile: Bedre ergonomi på farten

Contour har udviklet en mobil udgave af firmaets ergonomiske håndstøtte RollerMouse til folk på farten. Indtrykket er let og lækkert.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Alt for mange mennesker arbejder i forkert stilling foran skærmen. For eksempel strækker vi armen, når vi rækker ud efter musen, og det belaster led og skuldre. Contour har udviklet en række løsninger, som kan være med til at reducere belastningen. Blandt andet i form af håndledsstøtten RollerMouse, som nu er kommet i en mindre, mobil version, logisk nok kaldet RollerMouse Mobile. 

Versionen er beregnet til folk på farten, der ikke vil gå på kompromis med ergonomisk komfort. Håndledsstøtten er indrettet som sin storebror med en skyder, der glider på et metalrør og fungerer som musens cursor. Den sorte knap midtpå, udformet som et rillet hjul, bruges til at scrolle – for eksempel på en hjemmeside. ”Knaphjulet” understøtter cursorens funktion med et dobbeltklik, hvorefter brugeren kan bevæge sig frit rundt i et åbent vindue eller dokument, for eksempel en PDF.

De to funktioner arbejder smidigt sammen som en velafstemt gamermus: hurtig, men ikke upræcis. Du kan indstille DPI, følsomheden, med tryk på knappen ”B” i højre side af Mobile.

Genvej til copy-paste

En anden behagelighed ved RollerMouse Mobile er de to skråtskårne knapper på hver sin side af det sorte rillehjul. Knapperne hedder ”Copy” og ”Paste”. Det kræver lidt tilvænning, hvis du er vant til den vanlige måde at kopiere og indsætte via et tastatur (markering: ctrl + c – placering: ctrl + v). RollerMouse Mobile sparer dig for tastetryk.

Bruger du den lange knap ”Left Click” til venstre på RollerMouse Mobile og markerer med cursoren, kan du med et enkelt klik på knappen ”Copy” kopiere det, som du har markeret. Rul igen med cursoren for at placere det kopierede, og indsæt ved blot at trykke på knappen ”Paste”. 

Fra tid til anden synes funktionen ”klip” at mangle, men grundlæggende er ovenstående mulighed smart til gentagne opgaver, for eksempel at indsætte data i et Excel-regneark.  

Især, når du vænner dig til, at cursoren, knapperne og især det midterste rillehjul arbejder smidigt sammen. Ellers kan du hente en driver på Contours hjemmeside og selv indstille, hvad knapperne skal.

Ikke til alle borde

RollerMouse Mobile er gennemtænkt. Ladekabel og USB-dongle til den bærbare pc er bygget sammen og kan pakkes sammen for bedre beskyttelse under transport.

Trods designet har Mobile et par svagheder. Ikke alle har adgang til hver gang at arbejde ved et skrivebord med korrekt højde. Ved et spisebord synes Mobile ikke helt at give de samme, ergonomiske fordele som ved en professionel arbejdsplads. Når armene ikke er i tilpas højde, hviler de i en vinkel, som efter et par timer kan mærkes i skuldrene.

Samlet fungerer rullefunktion, rillehjulet og de i alt fire knapper fortil dog så fremragende, at RollerMouse bestemt er værd at overveje, hvis du vil lette arbejdet foran skærmen og aflaste din krop. 

Godt pakket ind


RollerMouse Mobile leveres med en gummimåtte, der kan rulles sammen om enheden for at beskytte den under transport. Måtten kan også foldes ud og bruges til underlag. Den hæfter magnetisk, hvilket er godt tænkt.