Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: B&W Formation Wedge: Streaming til den kræsne musiklytter

Dette er en højttaler for de få, som er villige til at betale en høj pris for streaming i ypperlig kvalitet. Det er en gengivelse med masser af detaljer og en nuanceret bas.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Prøv at se billedet – den ligner bestemt ikke en streaming-højttaler som alle andre. B&W Formation Wedge er 34,5 cm høj, 44 cm bred og vejer solide 9 kilo. Designet er noget, der kan dele vandene, hvilket prisen på 7495 kroner også vil. Dette er en streaminghøjttaler for den kræsne musiklytter.

Opsætningen er meget enkel via AirPlay eller Bluetooth. Du kan tilkoble flere enheder fra B&W, ligesom du kan købe to stk. Wedge og lytte i stereo.

Du må undvære stemmestyring, men det er målgruppen for denne type højttaler ligeglade med.

Højeste kaliber

Du får en meget nuanceret basgengivelse, der ikke buldrer derudad. Heller ikke når du stiller højttaleren i et hjørne, som dens form ellers lægger lidt op til. Du får masser af fine detaljer. Det er en gengivelse, hvor du bør vælge en streamingtjeneste af højeste kaliber for at udnytte potentialet til fulde.

Musikken kommer langt ud i rummet, og selvom det ikke er en festhøjttaler, så kan Wedge godt bide fra sig. Der er valgt enheder af høj kvalitet, så selv når du spiller højt, er der ingen eller næsten ingen forvrængning.

For: Høj lydkvalitet, interessant design.
Imod: Høj pris, fylder meget.

Samlet vurdering: 5 af 6 stjerner