Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Asus Chromebook Flip CX5: Konkurrerer med dyre Windows-maskiner

Endelig en Chromebook, der opleves som virkelig gedigen. Det blåtonede ydre ser forrygende ud, og de skinnende metalhængsler virker særdeles solide.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selvom der er tale om en model i den relativt høje ende, placerer Asus Chromebook Flip CX5’s pris den tættere på økonomiklassen, hvor den færdes blandt labre MacBooks og gaming-laptops. Flip CX5 skal retfærdiggøre sin pris, fordi den befinder sig i området mellem kraftigere Windows-laptops og billigere Chromebooks.

Umiddelbart er den meget lovende. Chromebooks har altid været prisbillige maskiner, og den tilgang har alt for ofte præget det ydre kabinets byggekvalitet, men Flip CX5 føles meget gedigen.

Det blåtonede ydre ser forrygende ud, og de skinnende metalhængsler virker særdeles solide. Det er godt at se på en 2-i-1-maskine med en overdådig 14”-touchscreen. Skærmbilledet er afgjort det klareste og mest farverige blandt disse Chromebooks, og skærmen virker også godt i tablettilstand.

ChromeOS passer bedre til maskinens hybrid-laptopdesign end Windows 10 eller 11, idet det automatisk skifter fra den konventionelle desktoptilstand til et smartphone-agtigt udvalg af apps, når man konverterer den til tabletkonfiguration.

Vi var lidt bekymrede for, om skærmen og det matte kabinet ville tiltrække fingeraftryk, men det var ikke nær så stort et problem, som vi havde forventet. Hvis man er meget følsom over for pletter, findes der en holder til den integrerede pen på den højre side af kabinettet.

Udmærket tastatur

Tastaturet er udmærket og er stort set sammenligneligt med andre laptop-tastaturer i samme prisklasse. Det har klart hvidt baggrundslys og en god vandring. Det er maskinens pegeplade, der undergraver helhedsindtrykket. Den virker skrøbelig med for megen overfladefriktion og et utilfredsstillende klik. Man kan konvertere den til LED-oplyst numerisk tastatur med et tryk på en knap, og vi anbefaler derfor, at man lader den blive i den tilstand og bruger en trådløs mus (eller selve touchskærmen).

Når det gælder ydelse, dominerer Flip CX5 over de andre Chrome-books takket være dens Intel Core i3-processor (11. generation), der leverer gedigen ydelse ved både enkeltkerne- og multikernebelastninger.

Maskinens i3-1110G4 har ikke Intels flotte nye integrerede Iris Xe-grafik, men den yder godt og overhaler Chromebooks som Lenovo 500e og Acer Spin 513. Med en smule Linux-fiksfakserier var vi i stand til at få nogle få Steam-spil til at køre på Flip CX5, om end ikke de grafisk krævende titler.

Højttalerne på Flip CX5 er ikke imponerende, og selvom vi under alle omstændigheder vil anbefale brugen af et headset, var lyden dåseagtig og ikke særlig høj. Batteriet er et større problem: Asus angiver en batteritid på “op til 10 timer”, en test ved 50 procent lysstyrke gav os knap seks timers kontinuerlig brug.

Vi er ikke helt overbeviste om, at Flip CX5 gør nok for at retfærdiggøre prisen, navnlig da man kan få en bedre ydelse i Windows-laptops til de samme penge. Ikke desto mindre er den et godt designet produkt, som på smuk vis demonstrerer det bedste af, hvad det vil sige at være en Chromebook.