Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Trådløs højttaler til badet

Er du ikke typen, der synger i badet, så kan du overveje at tage din yndlingsmusik med derind istedet.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Aquatunes er en højttaler, der kan monteres på brusestangen og spiller musik, selv når vandet fosser ned over den. Den vandtætte højttaler er skabt i et samarbejde mellem hvidevare-eksperten Grohe og lydeksperten Philips. Så man kan tillade sig at forvente høj kvalitet på begge felter. Det får man sådan set også.

Designet er skabt, så det matcher godt gedigent badeværelsesinteriør i både byggekvalitet og udseende – højttaleren ligner faktisk lidt et brusehoved – og den trådløse lydteknologi fungerer upåklageligt. Bluetooth-parring sker uden problemer, og du kan nemt styre lydstyrke og skifte nummer med de bløde gummiknapper på siden af højttaleren. Og det er jo sådan set ret essentielt, når mobilen ikke kan være med i badet. Den trådløse rækkevidde er ti meter.

Hårde odds for en højttaler

I de fleste tilfælde vil det være fint, men lidt mere snor havde været rart. En batterilevetid på otte timer er heller ikke overvældende. Men har du den lille opladerholder stående klar på badeværelsesbordet, er det let at sætte højttaleren til at lade natten over. Lydkvaliteten er ikke noget at råbe hurra for. Den lille højttaler leverer en ulden og indelukket lyd. Men det hjælper selvfølgelig heller ikke, at du står og lytter i husets vel nok værste rum, rent lydmæssigt.

En lille firkantet bruseniche med hårde fliser eller glasrude giver særdeles ringe vilkår for lyden. Det kan man fint leve med de ti minutter, man bruger i badet. Men spørgsmålet er, om man gider lytte videre på højttaleren, når man går ud. Især med tanke på, at man kan få en meget bedre trådløs højttaler – til samme pris eller billigere – der kan stå på badeværelsesbordet lige udenfor bruseren og giver dig lyd, du giver lytte på både udenfor og indenfor brusebadet. Selvom højttaleren som sådan lykkes med sin mission og tjener det formål, den er tiltænket upåklageligt, er det således svært at se, hvorfor man skulle købe den.