Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Acer Predator Z650: Potent gaming-projektor

Acer har ikke gjort noget for at skjule, at Predator Z650 er en gaming short throw-projektor, den har fået for fuld skrue med formgivning og den røde farve.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er heller ingen årsag til at gemme sig, for der er tale om en meget potent gamingprojektor, hvor mange interessante løsninger kappes om opmærksomheden.

Blandt andet kan projektoren parres med et Bluetooth-højttalersystem eller headset. De to 10 watt højttalere understøtter DTS-lyd, og de leverer en ganske god lyd for en projektor.

Projektoren kommer med en bæretaske, og der medfølger en glimrende fjernbetjening, hvor tasterne dog ikke er belyst. 3D understøttes, men har ikke været fokus her i testen. Projektoren understøtter trådløs streaming ved køb af et WirelessHD kit.

Predator Z650 kan placeres ret tæt på lærredet eller længere væk ved behov. Den har 2x zoom og er ret let at indstillet rigtigt. Projektoren i sig selv kan godt virke lidt larmende, når den ikke er i eco mode.

Menuerne er ret overskuelige, de rummer også en lang række indstillingsmuligheder for farve og billedkvalitet. Der er et væld af billedmodes at vælge mellem.

Ikke mindst er de meget praktiske fps lys- og fps mørk-indstillinger geniale. Her kan man hurtigt vælge mellem, om omgivelserne er mørke eller ej, og få indstillinger med en passende balance.

Z650 er meget egnet til spil, der føles intet input lag, men film klarer den nu også godt. Projektoren er lysstærk, men klarer stadig at vise gode sorte nuancer og farverne er generelt ret flotte og klare. Det er en vellykket projektor, ingen tvivl om det.