Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Tesla Model 3 Long Range: En selvkørende supergadget

Tesla Model 3 er ikke bare suveræn på teknologi, men også på rækkevidde. Det er svært at se, hvorfor man nogensinde skulle investere i en benzinsluger igen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Benzinslugernes tid er talte. Du kan ligeså godt tænke i el næste gang, du køber bil. Det er fortsat Tesla, der er længst fremme, og med den nye Model 3 er Musks elbiler ikke længere så uoverkommelig en investering.

Rummelig luksusskude

Model 3 er mere skrabet end den klassiske Model S, som vi har set på vejene de senere år. Det er dog ikke desto mindre en bil i luksusklassen. Med bløde kurver, store hjul og kulfiberspoiler udstråler den fart og råstyrke. Men den er samtidig imponerende rummelig. Der er god plads for og bag i kabinen, så familien kan sidde mageligt. Bagagerummet er overraskende stort, og der er endda opbevaringsplads foran, hvor man normalt ville finde motoren. Vores testmodel havde glastag, så man får flot lys ind og en fornemmelse af åbenhed.

Du bruger ikke nøgle til at åbne bilen. Har du en smartphone i lommen, koblet på din Tesla-konto, låser bilen automatisk op, når du tager i håndtaget. Sæde- og ratposition justeres elektronisk fra bilens skærm og kan gemmes for den pågældende bruger, så det altid sidder perfekt til den, der åbner bilen.

Ikke for sarte maver

Stort set alt i bilen styres fra den store 15”-skærm ved siden af rattet. Du har blot speeder, bremse og rat med en kontrolstang i hver side til fysisk styring. Kontrolstængerne har dog andre funktioner end de klassiske – i højre sidder eksempelvis autopiloten. Som enhver anden bil med automatgear er den utrolig nem at køre. Sæt den i Drive og tryk på speederen. Oplevelsen af at træde speederen ned er dog ulig, hvad du måtte kende fra stort set enhver benzindreven bil.

Model 3 flyver frem med en kraft, du kun kender fra rutsjebanen i Tivoli. På 3,4 sekunder går den fra 0-100 km/t. – cirka 0,8 i g-kraft. Som voksen mærker man et sus i maven, men vi må skam konstatere, at det var for meget for vores knap halvanden-årige medpassager, der blev dårlig og kastede op. Heldigvis kan accele-rationen indstilles til ”Chill”, så den dæmpes lidt.

Lad den overtage rattet

Der har været meget postyr om Teslas autopilot. I de danske biler er den ikke mere avanceret end i mange andre elbiler. Ikke desto mindre er den selvkørende under visse forhold. Kombinationen af en fartassistent, der sørger for at holde hastigheden og bremse ned, hvis trafikken foran gør det, samt en vejbaneassistent, som holder bilen indenfor afmærkningerne, gør, at du kan slippe rat og pedaler på motor- og landeveje. Du får dog en skarp reprimande, hvis du slipper rattet for længe.

Det giver mest mening at tænke autopiloten som en assistent, der letter arbejdet på de lange kedelige strækninger. Der er mulighed for at betale sig til en opgradering, der gør, at piloten klarer sporskifte, afkørsel m.m., men om det er de cirka 50.000 kroner værd, kan vi ikke sige.

En kørende computer

Det føles meget futurisk at køre i en bil, hvor interaktionen er henlagt til en stor skærm. Men på mange måder gør det tingene nemmere, fordi du ikke skal forholde dig til andet. Navigationen, det avancerede klimaanlæg med nøje styring af luftstrøm, sædevarme osv., samt det imponerende lydsystem med adgang til alverdens radiostationer via TuneIn samt Spotify og musik fra din smartphone styres også her. Der er desuden en række underholdnings-apps, fra spil til pejseskærm med lummer underlægningsmusik og ud i det direkte fjollede med pruttepuder, julemandsklokker m.m.

Alle funktioner, der har med kørsel og sikkerhed at gøre, ligger også her, og med få tryk kan du opgradere din bil, når der er ny software. Det betyder, at du kan få helt nye funktioner, uden bilen ser skyggen af et værksted. Visse ting kan også styres via Teslas app, og der er desuden mulighed for at sende rutevejledninger direkte fra Google Maps og musik fra Spotify til bilen.

Får familien til Jylland

Men hvad så med rækkevidde og opladning? For mange er det tvivlen omkring det, der er den primære barriere for at købe elbil.
Det var Long Range-versionen vi testede, og den fik os fra København til Aalborg på en enkelt opladning med familie, fuld oppakning og varieret kørsel, fra 130 km/t. ud ad motorvejen til kø og lidt bykørsel.

Når der skal lades, kan det ske med en stander derhjemme, ved offentlige ladestandere eller med Teslas egne SuperChargers, som klarer det dobbelt så hurtigt som de hurtigste offentlige. Cirka en halv time tog det fra 17-85 procent. Det kostede 167 kroner. SuperChargers er placeret langs de danske motorveje og ned gennem Europa. Tesla regner dem ind i dine ruteplaner, så når du alligevel skal have et hvil efter 4-5 timers kørsel, lader du bare bilen op samtidig.