Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Temmelig trist tablet-kopi

Creative har mange gode produkter, men producentens forsøg på en tablet-pc, Ziio, er absolut ikke et af dem. Den skuffer på stort set alle punkter, med lyden som en enkelt undtagelse.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er rigtig pæn og føles umiddelbart som et kvalitetsprodukt, Creatives bud på en tablet-pc. Ziio er en 10"-enhed, som faktisk ser rigtig elegant ud, når du pakker den ud. Creative har valgt at basere den på Android, hvilket umiddelbart burde give nogle store fordele, ikke mindst med et kæmpe udvalg af applikationer. Men helt sådan var det nu ikke.

En anden type skærm

Hvis du nogensinde har brugt en iPad eller en Galaxy Tab, så har du også prøvet en tablet med en utrolig responsiv skærm. Begge disse to fungerer ved, at din finger kortslutter et lille elektrisk kredsløb, hvorved de ved, hvor din finger er på skærmen. Det er rigtig smart og betyder samtidig, at du ikke kan bruge en pen eller andet til at pege på skærmen med.

Ziio har man valgt en anden løsning, nemlig at der skal et tryk til, før skærmen reagerer. Ikke noget med en let berøring – næ, der skal trykkes på skærmen. Det betyder også, at du kan betjene skærmen med alt, for eksempel en kuglepen. Desværre betyder dette, at skærmen lettere bliver ridset.

Samme teknologi fordrer også, at der er to lag, der skal presses sammen, hvorfor overfladen ikke er en slags glas som på iPad eller Galaxy Tab – næ, det er plastic. Alt sammen gør, at skærmen er langt mindre responsiv, og den føles langtfra så behagelig at bruge.

Skærmbilledet er helt fint, men langtfra så godt, som vi havde håbet, og der er ret mange refleksioner i skærmen, og samtidig er der lynhurtigt mange fedtfingre på den, netop fordi du skal trykke ned på skærmen. Alt i alt ikke den bedste løsning, vi har oplevet.

Langsom i optrækket

Det næste, der slog os, var, hvor langsom Ziio reagerede på vores kommandoer. Når vi trykkede på et af de ganske få installerede programmer, så gik der al for lang tid, inden vores klik blev omsat til en handling.

At bladre i billeder var næsten en pine. Det gik i ryk og var langt- fra nogen behagelig oplevelse.Nu kiggede vi så på, hvad der var installeret på den, og der var stort set intet. Samtidig er der ikke direkte adgang til Android Market på den, men i stedet skal du finde dine applikationer på Ziio Space.

Det prøvede vi også, men det måtte vi opgive til sidst. Nok havde vi følt, at Ziio selv var langsom, men det var intet mod Ziio Space. Der gik halve minutter, før vi fik kontakt med sitet og endnu længere for at komme ned og kigge på de enkelte programmer, der lå.

Samtidig så var der flere af programmerne, vi slet ikke kunne installere. Vi fik beskeden om, at de ikke længere lå på den forventede plads, og det var så det.

Vi prøvede nu at logge os ind på Android Market via browseren (igen krævede det megen tålmodighed: Browseren var exceptionelt langsom), og da vi bad om at installere en ny browser, så fik vi besked om, at det var gjort. Men programmet blev aldrig fysisk installeret på maskinen, suk.

God til lyd

Men lidt roser skal Ziio dog have med på vejen, for Creative har indarbejdet sin lydteknologi X-Fi i dyret, hvilket gør, at når du bruger den til at afspille musik (via headset eller eksterne højttalere – de indbyggede er ikke imponerende), så får du musik af den vanlig høje Creative-kvalitet.

Samtidig er Ziio udstyret med bluetooth, så hvis du har højttalere eller headset, der understøtter bluetooth, kan du sende lyden direkte uden ledningsfnidder.

Men altså – som mp3-afspiller er den altså lidt for dyr, og det er det eneste, den for alvor er god til. Video, billeder, netsurf og ikke mindst apps: Der overhales den af iPad, Galaxy og sikkert en del andre tablet-pc’er.