(Foto: Computerworld)

Telekommunikation med Linux - del 1

Tag dine desktopmiljøer og data med, når du ikke er hjemme eller på kontoret.

19. april 2011 kl. 11.22

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad enten du arbejder langt fra dit kontornetværk eller har behov for at få adgang til dine hjemmefiler under ferien, er der lige så mange grunde til at skaffe sig fjernadgang, som der er muligheder for at opnå den.

Der findes to gode kandidater, når du skal vælge en Linux-boks. De appellerer til to forskellige niveauer af professionalisme. Den første er et vpn – et virtuelt privat netværk, der forbinder dig direkte med dit fjernnetvæk. Hvis du vælger denne løsning, skal du have et godt overblik over, hvad lokalnet drejer sig om.

Kort sagt efterligner et vpn de samme netværksvilkår, som du har derhjemme eller på kontoret. Det betyder, at du har adgang til de samme lokale adresser, servere og netfunktioner, for eksempel navne- og proxyservere, uanset hvor du er. Hvis du for eksempel bruger en lokal e-mail-server, er det sikrere at bruge et vpn til at få adgang til din e-mail, end det er at lade serveren ligge fremme på nettet.

For de fleste af os er fjerndesktop en bedre løsning. De er nemmere at forstå og installere, og med dem kan man fra den bærbare eller mobiltelefonen få adgang til desktoppens grænseflade på ens Linux-maskine, når man er væk fra sin sædvanlige plads.

Du kan få adgang til dine filer, starte applikationer, browse på nettet og konfigurere dine maskiner på nøjagtig samme måde, som når man sidder ved den rigtige maskine – naturligvis undergivet de begrænsninger, der knytter sig til den klient, du bruger.

I modsætning til mange andre netværksværktøjer er fjerndesktops relativt nemme at installere og enkle at bruge. Derfor begynder vi med at installere en og konfigurere den.

Installer VNC Server

Der er to populære virtuelle desktopteknologier til Linux, og det er umagen værd at installere dem begge, for de har hver deres fordele.

Den første er VNC, en enkel løsning, der pakker din desktops skærmopdateringer sammen i en strøm af jpg-billeder sammen med muse- og tastaturinformation.

Denne enkelhed gør løsningen allestedsnærværende, og man kan finde vnc-klienter, der kan afkode denne strøm på næsten enhver enhed, fra spilkonsoller og telefoner til Java-styrede webbrowsere, bærbare, netbooks, internet-tablets og desktops.

Der er også mange vnc-servere, og Gnome- og KDE-desktops omfatter gui-baserede applikationer, der reducerer deling af ens desktop til nogle få klik. Gnomes Vino kan for eksempel startes uden nogen konfiguration fra menuen ’Indstillinger’ på skrivebordet.

Det vindue, der kommer frem, spørger, om du vil aktivere desktopdeling, og hvordan du vil sikre forbindelsen. Hvis du sidder ved servermaskinen, skal du som standard autorisere enhver anmodning om adgang til din desktop. Hvis du har tænkt dig at være væk fra den pc, der fungerer som server, skal du slå denne bekræftelse fra og i stedet vælge et kodeord.

Den mest fleksible løsning er at installere en pakke ved navn ’tightvncserver’ fra Synaptics pakkemanager. TightVNC er ikke så brugervenlig som Gnome eller KDE, fordi den skal køres på kommandolinjen, men den giver bedre ydelse, den er aldeles kold over for enhver desktop, og den er langt mere fleksibel. Den kan endda køre videre, efter at man har lukket en klient eller en desktop, og det gør den ideel at have kørende, når man er væk hjemmefra.

Efter at du har installeret pakken, er det lige så nemt at køre serveren, som det er at åbne terminalen og skrive tightvncserver.

Hvis det er første gang, du kører serveren, bliver du bedt om at skrive et kodeord. Når du får forbindelse til desktoppen, skal du skrive dette kodeord. Du kan ændre det ved hjælp af kommandoen tightvncpassword.

Efter at kommandoen tightvncserver har kørt, bør du se noget i retning af »New ’X’ desktop is ubuntu:1« i kommandoens output. Det fortæller dig, at serveren kører på din pc, der som standard hedder ”ubuntu”, med en skærm-id på ”:1”.

Dette sidste er vigtigt, for man kan køre mere end en vnc-session på en Linux-server, således at andre mennesker kan få adgang til deres desktops samtidig.

Kolonet, der bliver efterfulgt af et tal, er den syntaks, som X-vinduessystemet bruger til at afgøre, hvilken desktopsession du mener.

OpenSSH bliver ofte installeret som standard af de fleste Ubuntu-systemer. Det betyder, at når man kører ssh på kommandolinjen fra et fjernsystem, eller Putty fra Windows-maskiner, får man fuld adgang til sit system, uanset hvor man befinder sig.

Ssh drejer sig om meget mere end kommandolinjeadgang, og man kan bruge den til at lave en effektiv vpn-forbindelse uden den kompleksitet, man ellers ville forvente. Det skyldes, at ssh kan forbinde en port på et fjernsystem til en port på det lokale system. Man kan for eksempel forbinde en virtuel vnc-desktopsession via ssh uden at gribe til et vpn. Man kan også forbinde port 8080 på en fjernserver via ssh-forbindelsen og få forbindelse til sin lokale maskine.

Det er muligt, fordi ssh kan forbinde porte fra et netværk til et andet. Hvis du for eksempel skriver ssh –L 5901:localhost:5901 user@ip_address og får forbindelse til din lokale maskine, bliver du faktisk forbundet med 5901 på fjernmaskinen, men det sker i sikkerhed via ssh-forbindelsen.

5901 er blot porten til den første desktopsession, hvis du kører en vnc-server. Hvis du bruger en vnc-klient på den lokale maskine til at få forbindelse til den port, får du således adgang til en fjerndesktop uden at skulle ud i en vpn-konfiguration. Dette trick kan også bruges til andre tjenester såsom webproxies, musikservere og filservere. Man kan sende dem alle gennem ssh.

Virtuelle private netværk bruges hyppigt af virksomheder til at give rejsende ansatte de samme netværkstjenester, som de har på kontoret. Derfor er de ofte dyre, og de kan være ret komplicerede at installere og vedligeholde. Et Linux-system kan fjerne en betydelig del af udgifterne og kompleksiteten, men et vpn er stadig et seriøst bud.

Løsningen kan være mere eller mindre effektiv; det afhænger af, hvilken vpn-software du vælger at installere. OpenVPN er den populæreste løsning. Den forbinder lokale netværksenheder via en sikker netværkstunnel over internettet til en fjernforbindelse, og den gør det gratis. Den er også relativt ligetil at installere, og der findes standardpakker til de fleste distributioner.

Der er også mange tredjepartsenheder til Linux, for eksempel nas-bokse, og disse enheder kan du bruge til at øge dit netværks vpn-funktionalitet. Den sværeste del af installationen består i at generere de sikre nøgler og den certifikation, som klienterne bruger til at sikre forbindelsens troværdighed.

Men hvis man kan komme uden om det problem, er det relativt ligetil at køre OpenVPN og oprette forbindelser til det.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]