Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tag løbende backup - del 1

Har du vrøvl med din pc? Gå tilbage i tiden og gendan mistede filer med Comodo Time Machine.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Microsofts Systemgendannelse udfører en meget specifik funktion. Hvis du installerer eller afinstallerer et stykke software, en driver eller en anden komponent (bevidst eller ved et uheld), og det medfører pc-problemer, kan du simpelthen køre din pc tilbage til et tidligere tidspunkt, og så burde alt være i den skønneste orden igen. Lyder det ikke enkelt?

Vi har haft gode erfaringer med »Systemgendannelse«, men desværre er det langt mere almindeligt, at Windows’ indbyggede funktion til systemgendannelse ikke er den mirakelkur, vi alle drømmer om. I værste fald kan den ende som intet andet end en alternativ måde at afinstallere software på.

Hvad er der i vejen med den? Til at begynde med kan du ikke gendanne dit system, hvis der ikke findes nogen gendannelsespunkter. Det er en plage at skulle danne dem manuelt, og man kan ikke skemalægge dannelsen af gendannelsespunkter.

Applikationen gendanner ikke dokumenter som standard (for ikke at overskrive eksisterende arbejde), men den giver heller ikke mulighed for at vælge denne funktion.

Det værste er, at hvis man har et meget alvorligt problem, og ens operativsystem ikke virker, kan man ikke få adgang til Systemgendannelse uden for Windowsmiljøet – i det øjeblik, hvor man virkelig har brug for det.

Systemgendannelse kan faktisk være ikke så lidt af en plage. Heldigvis findes der alternativer. Comodo Time Machine forholder sig til alle disse problemer og pakker funktionaliteten ind i en brugervenlig grænseflade. Gudskelov for det.

Installer CTM

Lad os komme i gang med Comodo Time Machine (CTM). Begynd installationen og følg standarden ligesom med andre installationsprocedurer.

Når programmet spørger dig, hvor du vil installere softwaren, og hvilke(t) drev du vil have den til at beskytte, beder den dig om at sikre dig, at du har mindst 10GB plads på drevet.

Det var ikke en trykfejl – det er faktisk 10GB. Men lad være med at blive grebet af panik. Installationen af selve softwaren er beskeden og er overstået på under et minut.

De 10GB skal sikre, at CTM har plads nok til at lagre backup af dit system. Det absolutte minimum, den kan arbejde med, er 4GB. Derfor er ældre enheder og netbooks ikke helt afskåret fra beskyttelse, men man kan komme ud for, at pladsen hurtigt bliver fyldt op af backup.

Når Windows-installationsprogrammet er færdigt, bliver du bedt om at genstarte maskinen. På skrivebordet bør du nu kunne se en genvej og et systembakkeikon til CTM.

Når du dobbeltklikker på systembakkeikonet, kommer der en »Quick Operation«-menu med et par anvendelige kommandoer: »Restore System« og »Take Snapshot«.

Dem vender vi om lidt tilbage til, men først skal vi ind i sektionen »Advanced«, der bringer dig til den samme del af applikationen, som hvis du havde startet den fra genvejen eller Startmenuen.

Indstil koordinaterne

Skærmbilledet »View Snapshots« vil virke bekendt for alle, der har brugt VMware eller Sun Virtualbox til at køre virtuelle maskiner. Du kan kun se ét snapshot i øjeblikket (markeret som »Baseline«). Det blev dannet under installationen og kan ikke redigeres.

Et sted står der »You Are Here«, og det virker ikke særlig nyttigt lige nu, men så snart du får flere snapshots, er det praktisk at vide hvor på tidslinjen, du befinder dig.

Vælg knappen »Take a Snapshot« øverst på skærmen. Vi begynder med at oprette et nyt snapshot – det er samme funktionalitet som funktionen »Take Snapshot« i systembakkens Quick Operation-menu.

Det er en god ide at bruge et par minutter på at finde på et navneformat til dine snapshots – vi har valgt at navngive dem numerisk med datoer i navnet efterfulgt af en beskrivelse af, hvorfor det snapshot blev lavet.

Lad være med at klikke ud for »Lock the New Snapshot«, for vi får måske senere brug for at fjerne dette snapshot. Dit nye snapshot fremkommer mellem »Baseline« og »You Are Here« i Tree-visningen.

Du kan tilføje yderligere oplysninger om dine snapshots ved at føre musen hen over dem (eller højreklikke og vælge »Properties« for at gå mere i dybden).

Hvis du skifter til Timeline-visning via knapperne over snapshottet, får du en liste over dine aktuelle snapshots. Det er praktisk, fordi informationen bliver stadig mere omfattende. Du behøver ikke at føre musen henover eller åbne et snapshots egenskaber for at få flere detaljer, og du kan håndtere flere snapshots (dem, der ikke er låst) ved at vælge tjekboksene ud for deres navne.

Hvis du vil have styr på dine snapshots, men ikke vil oprette dem manuelt hver gang, bør du prøve at konfigurere skemalagte opgaver ved at vælge den rigtige knap. Klik «Add a Scheduled Snapshot Task« for at komme i gang.

Mulighederne for skemalægning svarer til dem, der er i den indbyggede Windows-skemafunktion, som du måske har mødt før. Når man laver et skema, skal man blot vælge det tidsrum, man ønsker, og klikke »OK«.

Det er giver god mening at lave ugentlige snapshots, men her er masser af fleksibilitet. En anden meget interessant funktion ved skemalægningen er den hændelsesstyrede mulighed.

Når man kører en eksekverbar fil, kan man få det til at udløse et snapshot. Som standard foreslår programmet »setup.exe«, således at CTM tager et snapshot før installation af software, der kører fra en fil med det navn (det er der mange, der gør). Pas dog på ikke at vælge noget, der giver dig 100 snapshots om dagen såsom »iexplore.exe«.

Nu er Comodo Time Machine installeret og konfigureret. I næste nummer gennemgår vi, hvad du kan gøre i tre forskellige scenarier; hvis vigtige filer er gået tabt, hvis Windows kører underligt, eller hvis pc’en slet ikke vil boote.

Comodos produktsuite er meget imponerende. Virksomheden har samme udgangspunkt som alle andre skabere af gratis software – find noget, der virker godt, gør dit bedste for at emulere det og giv så folk chancen for at opgradere til en betalingsversion, hvis de har lyst.

Den er langt mere grundigt lavet (og langt billigere) end visse af dens konkurrenter. Foruden at tilbyde det største udbud af sikkerhedssoftware i gratiskategorien har man valgt at udvide normal antivirus og antispyware med sådan noget som diskkryptering, e-mail-certifikater og en vpn-løsning (det ses normalt kun i dyre suiter som McAfee og Symantec).

AVG Free kan for eksempel installeres på enhver maskine med et operativsystem i »Workstation«-klassen (XP, Windows 7), men så snart man prøver at installere den på noget i en »Server«-klasse (Windows Server 2003, 2008), bliver man sendt videre til betalingsproduktet.

Comodo Time Machine (og mange af virksomhedens andre produkter) lader sig gerne installere gratis på stort set ethvert Windows-operativsystem. Det er også imponerende, at Time Machine kan lægges på alle disse maskiner med et enkelt installationsprogram.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Det skal du bruge…

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]