Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tænk dig om før du deler feriebilleder af børnene

Feriebillederne strømmer ind gennem smartphone-linserne, og mange af dem ender siden hen på sociale medier. Men måske skal du tænke dig om en ekstra gang, før du deler sommerens familiefotos.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du er blandt de mange danskere, som deler nogle af sommerens mange feriefotos på for eksempel Facebook og Instagram, skal du måske tøve en kende, før du uploader.

Du bør i hvert fald tage nogle få forholdsregler, før du vælger at dele billeder af især børn og unge på internettet, siger Social Media konsulent hos bureauet Mindjumpers Martin Santon til teleselskabet Telenor, der videregiver hans gode råd.

Det handler både om, hvad der er lovligt og om en god portion sund fornuft og refleksion omkring, hvem der ser med.

”Ofte er det helt uskyldige billeder af ungerne i strandkanten, men vi bør altid tænke på, at de billeder, som vi deler på f.eks. Instagram eller Facebook, hurtigt kan hentes ned og deles videre af andre og derved havne udenfor vores kontrol,” forklarer Martin Santon.

Begræns adgangen til billederne

”Hvis man vil have kontrol over sit indhold, kan det være en god idé at have en lukket profil på Facebook og Instagram. På Facebook er det muligt at ændre sine kontoindstillinger, så billeder kun deles med egne venner. Man kan endda vælge kun at dele med få udvalgte eller oprette en lukket gruppe til billeddeling. Det er også et godt råd, man kan give videre til sine børn, som de kan bruge, når de opretter sig på Facebook eller Instagram.”

”Man bør derfor overveje, hvilke billeder man ønsker at dele, og på hvilke kanaler man gør det,” fortsætter Martin Santon og anbefaler, at det også kan være fornuftigt at spørge ens børn om tilladelse, før der deles billeder af dem på de sociale medier.

”Ved at spørge børnene om tilladelse får man ikke blot indblik i deres holdninger; man er samtidig også en god rollemodel for dem ved at lære dem, at man ikke bare fotograferer og deler billeder af andre, medmindre man har fået lov.

Vær kritisk med indholdet

Selv om det kan være skønt at dokumentere og dele ferieminderne, bør man tænke en ekstra gang over, hvilke situationer man tager billeder af og deler på de sociale medier.

”Billeder risikerer desværre at blive brugt til noget helt andet, end det som oprindeligt var hensigten. Derfor kan det være en god idé at gøre sig nogle overvejelser, inden man poster billeder, hvor børnene er letpåklædte, eller hvor de græder og er sårbare. For selvom du har ophavsretten til dine billeder, så mister du delvist kontrollen, når de deles på de sociale medier, og det kan være svært at få dem slettet igen, hvis de først har spredt sig,” afslutter Martin Santon.