Hvem kunne ikke godt tænke sig at spare lidt penge samtidig med, at dit hjem bliver mere intelligent? Det er faktisk, hvad Tado lokker med med deres Smart Radiator Thermostat. Vi testede et startkit med en bridge og to termostater samt tre ekstra termostater for at dække en lejlighed på 116 kvm.
Termostaterne var utrolig lette at installere, og en app på din mobil guider dig igennem hvert skridt i processen. Appen findes ved blot at følge linket, der er printet i æsken. Omend installation via hjemmesiden er mulig, så er det nemmere i appen, da den kan scanne QR-koder på broen og termostaterne.
Efter oprettelse af konto tilføjes hver enhed i appen, startende med broen. Appen giver løbende feedback, når Tados servere har detekteret enhederne. Det er en fornøjelse at se, hvordan
appen automatisk sætter broen i pairing-mode, når en ny termostat er blevet scannet i appen, og det er sært tilfredstillende, når appen detekterer, at man har monteret en termostat på radiatoren og fortæller, at termostaten nu kalibreres.
Den fysiske montering er ligeledes ligefrem med de medfølgende adaptere. Der var ingen problemer med at få termostaten til at passe på adapteren, men det er sikkert vigtigt at følge advarslen i adapterguiden om ikke at stramme sikringsskruen for meget, da denne ellers kan deformere.
Boligens rum oprettes i appen og derefter tildeles de enkelte termostater til rummene. På den måde vil termostater i samme rum blive indstillet som én enhed. Appen viser en letforståelig graf over temperaturudviklingen og luftfugtigheden i hvert rum (termostaterne måler både luftfugtighed og temperatur), samt hvornår og hvor meget opvarmning, der var brug for i hvert rum. Det er faktisk både underholdende og nyttigt at kunne følge med i.
Sammenfatning
Alt om DATA siger:
»Der er ingen tvivl om, at et smart radiatorsystem som Tado vil vække glæde i mange hjem og højst sandsynligt kunne spare dig penge. Systemet er utroligt brugervenligt, og mon ikke der kommer flere opdateringer.«
Nøgletal
Pris: 1499 kr. (startkit med 2 termo-stater + 1 bridge)/599 kr. pr. termostat
Forbindelser: Wi-Fi, Apple HomeKit, IFTTT
Systemunderstøttelse: Android, iOS, webbrowser, Windows Phone
Sensorer: Temperatur/ Luftfugtighed/ Omgivende lys
Dimensioner: Termostat 78 x 52 mm / Internet Bridge 81 x 27 x 22 mm