Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Taber på lyd og vinder på design

Konstruktionen er for lille til stor lyd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Jabra har udstyret den rå Solemate med en mikrofon, en vandtæt bærepose så du kan have højttaleren med på stranden, et genopladeligt batteri med otte timers levetid og de sædvanlige kontrolknapper – dog understøtter højttaleren ikke NFC. Med andre ord imponerer Solemate ikke specielt på featurefronten.

Også på lydfronten performer Solemate middelmådigt. Bassen har en nogenlunde styrke, mensstereofornemmelsen stort set er ikke-eksisterende, hvilket nu ikke er så usædvanligt for mindre Bluetooth-højttalere. De har generelt svært ved at separere lydene i de to stereokanaler.

Mellemtonen virker også en anelse svag, hvorfor de finere detaljer i lydbilledet
ikke træder frem, som de burde gøre.

Ydermere har Solemate svært ved at spille en hel stue op, da lyden begynder at forvrænge, når vi skruer op. Mikrofonen virker dog ganske fint, og det er let at høre, hvad der bliver sagt, ligesom vores stemmer går klart igennem til den anden side af samtalen.

Jabras Bluetooth-højttaler er ganske kompakt med en vægt på 610 gram, en længde på 17,2 cm, bredde på 6,4 cm og 7 cm dyb. Den passer fint i et ungdommeligt hjem, hvor det friske design kan værdsættes.