Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

System- og spejlreflekskameraer [STORTEST]: Feriebilleder med saft og kraft

Hvis feriebillederne er så dyrebare for dig, at du ikke stoler på din mobiltelefon, er der et godt, semi-prof alternativ i pris-fornuftige spejlrefleks- og system- kameraer. Her tester vi fem nye modeller.

Af Kirse Larsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Enten er du tilfreds med ”godt nok”, eller også stiller du krav om, at dine feriebilleder skal have høj kvalitet. Hvis du tilhører sidstnævnte gruppe, er der et godt alternativ til mobiltelefonen som kamera – de prisfornuftige spejlrefleks- og systemkameraer.

Det spiller ikke længere den helt store rolle, om de er af systemtypen, eller om der er tale om et mere traditionelt, digitalt spejlreflekskamera. Priserne nærmer sig hinanden, og brugeroplevelsen er nærmest ens.

[irp posts="3121896"]

Et digitalt kamera er principielt opbygget helt som kameraet i din smartphone, men det har langt bedre vilkår for at tage gode billeder. Billedsensoren og objektivet (linsen) er meget større, og det sikrer en større farvedybde. Der er så at sige mere saft og kraft i hver pixel.

Her tester vi kameraer op til knap 5000 kroner, og de har en opløsning på mellem 16 og 24 megapixel. Det kan mange smartphones sagtens matche. Men hver pixel har meget mere fysisk plads, og når så også objektivet er langt større (der kommer mere lys ind), så får du bare bedre billeder end med nogen smartphone. Også selvom mange smartphones i dag tager ret imponerende fotos.

Med de testede kameraer får du også større muligheder for at være kreativ. Billedbeskæring, zoom og så videre vil allerede få højere opmærksomhed, når du står med et ægte kamera i hånden frem for en lille smartphone. Du har også bedre greb om kameraet og kan lettere tage billeder i vanskelige situationer, når der er mange mennesker, du skal nå hen over, eller når du skal tage billeder fra skæve vinkler. Her kan du bedre zoome og have total kontrol med et ægte kamera.

Desuden har mange digitale kameraer i dag en række filtre, som giver rigtigt gode effekter. Du kan tage det samme skud med og uden filter, så du har begge versioner. Dertil kommer, at digitalkameraer bedre tager fotos under vanskelige lysforhold.

Digitalt negativ

Et yderligere plus – især når vi taler vigtige billeder til konfirmation, bryllup og andre særlige begivenheder i livet – er raw-funktionen. Raw-formatet er et digitalt negativ, som du kan gemme i din computer, og når du vil lave en ny kopi, kan du hive det frem og få et nyt billede.

En stor fordel ved spejlrefleks- og systemkameraer – sammenlignet med kompaktkameraer og mobiltelefoner – er, at du kan udskifte objektivet. Det betyder, at du kan tilkøbe andre objektiver, som matcher dine behov i forskellige situationer. Så er du ikke låst fast, men kan forbedre dit kameras muligheder med en stor zoom, en makro (til nærbilleder) eller hvad der nu passer dig.

Så der er al mulig grund til at overveje et digitalkamera som supplement til din smartphone – ikke mindst til ferier og andre vigtige begivenheder i dit liv, hvor det virkelig gælder om at få de bedste billeder.