Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Synology DiskStation DS718+: NAS med plads til vækst

En af markedets stærkeste NAS’er til små virksomheder og intensiv hjemmebrug har fået den store tur i Synologys udviklingsafdeling.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En NAS med to båse er en fin basismodel til de fleste af Alt om DATAs læsere. Aktuelt er 3,5” harddiske på 4 TB til omkring en tusse den mest økonomiske størrelse.

Sådan en disk kan rumme seriøse mængder dokumenter, fotos, musik og video, og når man spejler to identiske diske i en såkaldt RAID 1-konfiguration, får du en meget høj grad af sikkerhed mod datatab på grund af diskproblemer. Selvfølgelig bør man stadig tage backup af en NAS for at være beskyttet mod tyveri, brand, vand og elektronisk svigt.

Fra DS716+II til DS718+

Ifølge Synologys terminologi står ”DS” i DS718+ for DiskStation, ”7” angiver antallet af båse, ”18” er modelårgangen 2018, og ”+” er navnet på serien, som er firmaets mest ydedygtige med op til 12 båse. Hvor kommer syvtallet fra? DS718+ har jo kun to båse.

Ja, men en eSATA-port på bagpanelet gør det nemt at tilføje en DX517-udvidelsesenhed med yderligere fem båse og en prislap på godt 4000 kr. Hvis prisen pr. TB er underordnet, kan man med 10 TB-diske komme helt op på 70 TB, som i en RAID 5-konfiguration kan blive til 60 TB dataplads og 10 TB beskyttelse.

I forhold til forgængeren DS716+II har DS718+ en kraftigere Intel Celeron J3455cpu med fire kerner og en burst-hastighed på op til 2,3 GHz. Den største forskel er dog, at systemhukommelsen på 2 GB nu kan opgraderes med 4 GB til 6 GB. Det nødvendige ddr3l-modul har vi set til 645 kr.

De almindelige tilslutninger er der ikke pillet ved. De omfatter stadig to LAN-porte og tre USB 3.0-porte, heraf én på fronten. Ventilatoren er en stor type på 92 mm, og ved normal kørsel høres den nærmest ikke.

DSM 6.1.3

Ligesom andre NAS-mærker har Synology sit eget styresystem, som kaldes DSM (DiskStation Manager) og nu findes i version 6.1.3. DSM kan betragtes som en kasse med værktøjer til opsætning, tilpasning og vedligeholdelse. Det kan utroligt meget.

Hvis man kører RAID 1, bør man være godt beskyttet mod datatab, men DSM har to andre sikkerhedsfunktioner, som er værd at nævne. Btrfs, der står for ”B-tree file system”, effektiviserer og automatiserer beskyttelsen af NAS’ens datafiler ved bl.a. at spore og gendanne beskadigede filer uden brugerdeltagelse.

Det velkendte S.M.A.R.T.-system til test af harddiske kan også sættes til at køre i baggrunden, så det f.eks. tester diskene en gang om måneden og slår alarm, hvis antallet af fejl overstiger 50.

Testresultater

Synology DS718+ er blevet testet med CrystalDiskMark 5. Dog har vi udvidet programmet ved ikke alene at bruge en af vores Western Digital Red-harddiske på 4 TB, men også en Samsung ssd på 250 GB, sammen og hver for sig.

Link Aggregation – brug af to LAN-kabler – er ikke umagen værd. Derimod er der betydelige performance-gevinster at hente med ssd, men at betale det tidobbelte pr. TB er afskrækkende.

Synology gør det muligt at bruge en af USB-portene til en Wi-Fi-dongle og slippe for LAN-kablet. Opsætningen er lidt kringlet, hvis man ikke finder firmaets trin for trin-guide på nettet, og løsningen sætter virkelig en bremse på datatrafikken, som typisk reduceres med 60-70 % i forhold til et kabel.

NAS’ens 4K/UHD-transkodning fungerer fint på både HD- og UHD-skærme. 4K/UHD-demoklip fra tre forskellige kilder gengives flydende, uanset om NAS’en er kablet eller trådløst opkoblet.

Her er alle testmålingerne

CrystalDiskMark testprogrammet giver gode karakterer til DS718+ med en 4 TB mekanisk harddisk.

NAS’en kan køre trådløst via Wi-Fi. Det koster fart, men du kan stadig streame 4K-indhold i perfekt kvalitet.

Performance-gevinsten er til at få øje på, når harddisken udskiftes med en ssd, men det er prisen også.