Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Synology DiskStation DS1019+: Power-NAS i økonomi-version

Synology har bygget en arbejdshest af en NAS med en stærk processor og op til 70 TB rå kapacitet. DS1019+’s kompakte skrivebordskabinet er af plast, som giver pæne linjer og lav pris.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad er et firma eller it-hjem uden en NAS? Ikke meget bevendt, hvis du spørger os. Selvfølgelig kan man komme langt med et eksternt datalager i skyen, men der kan også være fordele ved selv at tage ansvaret for forretningsdokumenter samt private fotos, videoer og andet materiale, som man nødigt vil miste eller dele med uvedkommende.

Hvorfor ikke bare købe en computer i et stort kabinet med flere båse til diske og fylde dem op efter behov? Det er et alternativ, men en NAS fylder meget mindre end sådan et skrummel og bruger også mindre strøm.

[irp posts="3108086"]

Ydermere kan den tilgås af et vilkårligt antal brugere – efter administratorens valg, og den er relativt nem at sikre fysisk ved at frakoble den eller blot tømme den for drev og låse de værdifulde data inde i en boks.

Stærkere hardware

Fuldstændigt ligesom smartphones kommer hver ny NAS-generation med stærkere hardware end sammenlignelige forgængere.

Den centrale processor i DS1019+ er en Intel Celeron J3455 med fire kerner, en clockfrekvens på 1,5 GHz (2,3 GHz burst) og integreret HD500 video til transkodning af to 4K-videokanaler i realtid. Arbejdshukommelsen er oppe på 8 GB fordelt på to 4 GB-moduler, og der er ingen opgraderingsmulighed.

Der er fem 3,5”/2,5” HDD-båse, som kan klare 14 TB hver, og skulle det være for lidt, er der en eSATA-port på bagpanelet, hvor man kan tilslutte en DX517-udvidelsesenhed til omkring 5000 kroner med yderligere 5 båse, så der bliver plads i systemet til 10 harddiske med en total rå kapacitet på 140 TB.

DS1019+ er en seriøst hurtig NAS og leverer med CrystalDiskMark nogle af de bedste resultater, vi har set for en NAS med mekaniske harddiske.

Det er ved at blive almindeligt at udstyre avancerede NAS’er med et par kortpladser til ssd-drev i det kompakte og lynhurtige M.2-format. På DS1019+ er der nem, værktøjsfri adgang til kortpladserne fra undersiden. Om denne facilitet skriver Synology, at man ”kan bygge en NVMe ssd-cache uden at bruge nogen af diskbakkerne”. Vi har spurgt firmaet, hvor store disse ssd’er bør være for at give reelle fordele, men har ikke modtaget noget svar.

[irp posts="3108126"]

Vi har læst på nettet, at én ssd vil forbedre den såkaldte læse-cache, mens to moduler også vil forbedre skrive-cachen. Desværre har vi – endnu – ikke nogen af de dyre M.2-moduler til at ligge og flyde i rodekassen, men vi har købt et enkelt på 250 GB (Samsung 970 EVO) og installeret det. Umiddelbart gav det ingen gevinst – tværtimod, men efter nogle test med CrystalDiskMark 6 gik det bedre.

Det kan forklares med, at en cachehukommelse fungerer ved at prioritere hyppig datatrafik og derfor skal ”læres op”, før den virker ordentligt. Hvis man bruger en NAS erhvervsmæssigt og hyppigt skal tilgå de samme filer, kan en cache være en god idé. Omvendt ser den ekstra drev-kapacitet ud til at være spild af penge, hvis NAS’en fungerer som medieserver til streaming af musik og video.

Her skal det understreges, at DS1019+ stadig er en meget stærk performer. Med blot en enkelt Seagate IronWolf harddisk på 4 TB, som Synology stillede til rådighed for en tidligere test, og intet ssd-modul har denne model, ifølge benchmark-værktøjet CrystalDiskMark 6, nogle af de bedste læse- og skrivehastigheder for en NAS med mekanisk harddisk, vi har oplevet på Alt om DATA.

[irp posts="3108104"]

Disse benchmark-data understreges af en lynhurtig opstart og helt problemfri gengivelse af 4K/UHD-videoklip med 30 billeder i sekundet.

Velkendt styresystem

Ved et pressemøde i efteråret 2018 annoncerede Synology, at der vil komme en ny version 7.0 af deres DSM (DiskStation Manager) styresystem. På en forespørgsel fra os har firmaet svaret, at der ikke er noget på trapperne i den nærmeste fremtid.

Derfor har vi kun kunnet teste DS1019+ med det ”gamle” DSM 6.2 styresystem. Det har tonsvis af faciliteter og fungerer fint, men vi har oplevet mere intuitiv software fra nogle konkurrenter.