Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Superslank Ultrabook med flot billede og hurtigt drev

Elegant Ultrabook kombinerer enkelhed med en skøn Full HD-skærm, vanvittig hurtig drevløsning og en batterilevetid, der desværre skuffer lidt.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Onde tunger vil måske påstå, at Acer ikke ligefrem er kendt for sine designerbærbare. Det kan der bagudrettet være noget om, men Acer har i et stykke tid lanceret stadig flottere modeller.

Med Aspire S7 må det siges, at producenten har nået et nyt højdepunkt, der er tale om en virkelig tynd Ultrabook med en tykkelse på blot 11,9 mm. Vægten ligger også på meget beskedne 1,30 kg.

Det inderste af den bærbare består af et stykke unibody aluminium komplet med taster også i aluminium. Undersiden af denne Ultrabook består af et hvidt plastmateriale, der er med til at give Aspire S7 dens udtryk.

Undersiden ser bestemt ikke billig ud. Den er plan, og de eneste huller er gitrene til de indbyggede højttalere. Skærmen består af en aluminiumsramme, hvori der på bagsiden er indlagt hvidt Gorillaglas 2.

Stilen går igen på skærmen, hvor den blanke skærm har glas fra kant til kant.
De hvide skærmrammer, der omkranser skærmen, flugter med andre ord med skærmen og giver denne Ultrabook et virkeligt hel-støbt, elegant udtryk.

Flere godbidder

Den testede Aspirs S7 er en af topmodellerne i serien og er derfor udstyret med noget af det ypperste en Ultrabook kan udstyres med. Der er installeret Windows 8 64-bit. Processoren er en Intel Core i7-3157U på 1,90 GHz, der, når det kræves, kan nå 2,40 GHz. Der er 4 GB ddr3 ram, og 256 GB ssd i form af en raid-0-setup.

Drevets hastighed er intet mindre end forbløffende. Vi målte sekventielle læsehastigheder på 811 MB/s og sekventielle skrivehastig-heder på 671 MB/s i HD Tunes filtest. Ved tilfældig adgang til drevet var den meget høj, når der skulle skrives til drevet, 35.926 iops ved 4K.

Der er tale om en yderst kvik Ultrabook. Eneste problem, der kan ses, er, hvorledes de to ssd’er vil te sig over tid, da de ikke ser ud til at understøtte trim-funktionen.

Men der er andre pluspunkter, først og fremmest den virkelig smukke 13,3" ips-touchskærm med 10 berøringspunkter. Opløsningen er 1.920x1.080 pixels, og den gengiver farver flot, har gode betragtningsvikler og er fantastisk lysstærk.

Eneste anke er, at den er lidt sårbar over for indfaldende lys. Skærmen kan lægges helt ned. Der er dog ikke tale om nogen hybrid, idet touchfunktionen her ikke lægger op til ren tablet-anvendelse.

Tastaturet har som sagt aluminiumstaster. De er helt flade, lavtliggende og har en meget kort vandring, når de aktiveres. Det er lidt en smagssag, men man skriver faktisk glimrende på dette tastatur. Tastaturet er baggrundsbelyst. Der er indbygget sensor, så første gang man skriver i dæmpet belysning, vil man opdage, at det er belyst, smart!

Touchpad’en er dejlig stor. Den fungerer fint med Windows 8-gestik og også andre multitouch-operationer som scrollning. Den kan virke en smule overivrig, når man bruger en finger, det er forholdsvis let at komme til at aktivere noget, man ikke ville.

Aspire S7 har to usb 3.0-porte, en micro-hdmi-udgang, 2 i 1- kortlæser og en hovedtelefonudgang. Der medfølger en usb til ethernet-adapter såvel som en micro-hdmi til vga-adapter, foruden en bæretaske.

Acer Aspire S7 er en nydelse. Men der er to udfordringer. Der er meget blæserstøj under høj belastning. Det andet er batterilevetiden. Vi målte den med
PowerMark til 2 timer 21 minutter i 'balanceret'-testen og 4 timer og 46 minutter i 'produktivitet'-testen.