Home » Lydkort » Super lydkort-familie fra Creative
Super lydkort-familie fra Creative

Super lydkort-familie fra Creative

Share

Den seneste Sound Blaster Z-generation er skabt til både gamere og audionørder. Priserne er i top, og det samme er kvaliteten

Lydkort? Er det ikke en inte-greret del af enhver pc’s bundkort? Jo, både desktops og notebooks kommer normalt med en chip, som gør det muligt at optage og gengive lyd efter en standard, der kaldes High Defini-tion Audio, og så har ingen vel brug for mere?

Hos Creative Technology Inc., som opfandt det moderne lydkort og døbte det Sound Blaster, udvikler man stadig avancerede audioprocessorer og sætter dem på egentlige lydkort, der sluger en masse plads i desktop-kabinetter. Firmaet har netop lanceret en ny Z-serie bestående af tre udgaver til priser fra 899 til 1999 kroner. Alt om DATA har testet topmodellen ZxR, som ikke alene koster kassen, men også kræver to ledige kortpladser (slots) i pc-kabinettet.

Det absolutte nulpunkt

Det bliver ofte sagt, at en pc’s indre kan sammenlignes med maskinrummet på en supertanker – ekstremt støjfyldt på grund af de man-ge digitale signaler, som kan forstyrre de analoge lydsignaler, der skal leveres til et sæt højttalere eller en hovedtelefon.

Det er forklaringen på, at Creative gør så meget ud af, at ZxR-lydkortet har et signal/støjforhold (SNR) på 127 dB i digital/analog-sektionen – efter sigen-de en ny verdens-rekord. Til sammenligning har en cd med 16-bit-teknologi et teoretisk SNR på 96 dB. Sagt på en anden måde – hvis du hører noget som helst, der ikke skal være der, fra dine højttalere, er det med garanti ikke lydkortets skyld.

Se også:  Få mere lyd ud af din pc

Creative har opnået den imponerende SNR-værdi ved brug af en kombination af udsøgte komponenter og effektiv afskærmning af lydkortet, som er forsynet med et metalsvøb.

Hvis lydkortet skal bruges til optagelse, sørger analog/digital-konverteren for et SNR på 123 dB. Den analoge indgang er sammen med de optiske digital-ind/udgange placeret i et separat modul, som optager kortplads nummer to, men dog ikke behøver kontakt med pc’ens bundkort.

Meget mere end en lydchip

Den potentielt højere lydkvalitet er kun én grund til at vælge et dedikeret lydkort. Creative har proppet Z-serien med features, som også henvender sig til storbrugere af spil og kommunikation. En Core3D-processor med hele fire kerner og CrystalVoice-teknologi er med til at give bedre online-spiloplevelser og mere meningsfyldte samtaler via VoIP-applikationer som Skype.

Til gamere har Creative en scout (spejder) funktion, som gør det nemmere at lokalisere andre spillere i lydbilledet, hvad der skal være en taktisk fordel i et spil som Hitman.

Den medfølgende mikrofon er retningsbestemt, og når den bruges sammen med lydkortets digitale støj- og ekkoundertrykkelse, kan taleforståeligheden forbedres betydeligt.

Se også:  Prisstærke hørebøffer med støjreduktion

Audiofile features og superlyd

Creative har ikke sparet på guldet. ZxR-kortets metalplader er forgyldte, og det samme gælder tilslutningsbøsningerne. Der er brugt fornuftige phono-bøsninger til de analoge indgange og frontkanal-udgangene, og såvel mikrofon- som hovedtelefonbøsningerne er solide 6,3 mm jacks med mulighed for at tilslutte de mere gængse 3,5 mm mini-jacks.

En dedikeret forstærker på 80 mW i 600 ohm gør det muligt at få maksimalt udbytte af enhver hovedtelefon fra små ørepropper til store, professionelle on- eller around-ear-typer.

Og så kan modige nørder eksperimentere med andre op-amps (operationsforstærkere) i den analoge udgangssektion. Jan Hvidberg, Creatives danske PR-mand, har stået på hovedet for at trække konkrete tips og anbefalinger ud af ingeniørerne, men de ser vist helst, at amatører lader være med at hive IC’erne ud af deres sokler og prøve med andre. Det er i hvert fald på eget ansvar.

Med de originale op-amps og et Creative GigaWorks S750 7.1-højttalersæt, hvor front-satellitterne er erstattet med et dyrt Mission-sæt, er lyden imponerende god.

Enkeltstemmer og instrumenter står knivskarpt på en kulsort baggrund af stilhed – sådan. De nærmest utallige indstillinger gør det – med manualen ved hånden og en masse tålmodighed – muligt at ramme den helt rigtige klang til enhver situation.


Sound Blaster ZxR
  • Funktionalitet
  • Features
  • Brugervenlighed
  • Pris
4.5

Alt om DATA siger

Creative Sound Blaster ZxR hører til markedets absolut dyreste lydkort. Er kun det bedste godt nok til dig, er dette lydkort de mange penge værd, for det spiller forrygende og er formidabelt udstyret.

Sending
User Review
0 (0 votes)
TAGS
Creative
soundblaster

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S