Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Styr dit tv med mobilen

Mobilen møver sig ind overalt. Nu vil den også erstatte din fjernbetjening og tage magten over dit tv.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En smartphone er et sandt lille multiværktøj, og der er snart ingen grænser for, hvad du kan bruge det lille apparat til. I fremtiden kan du således også forvente, at den vil erstatte den gode gamle fjernbetjening, så du kan styre dit tv med den.

Gør mobilen til universalfjernbetjening

Logitech har længe haft som mission at afskaffe så mange af dine fjernbetjeninger som muligt. Producentens velfungerende universalfjernbetjeninger gør det muligt at styre alle dine apparater med en enkelt enhed. Nu tager Logitech imidlertid skridtet videre og afskaffer fuldstændigt fjernbetjeningen. I stedet vil producenten have, at du skal bruge din mobil eller tablet til at styre tv’et og stuens andre underholdningsapparater.

Logitech Harmony Link består af en infrarød modtager med WiFi, som sluttes til dine apparater, samt en app, som giver mulighed for at kontrollere op til otte apparater fra din mobile enhed. Modtageren kan interagere med flere iPads på en gang, og med Logitech Harmony Link følger en mini-ir-blaster, som forstærker det infrarøde signal.

Hvornår vi ser Logitech Harmony Link i Danmark, og hvilken pris den får, er endnu uvist, men i USA koster den 100 dollars. App’en kan hentes gratis på App Store og Android Market.

Få en gratis tablet med dit flad-tv

Med en Samsung Galaxy S-mobil i hånden er det muligt at styre tv’et – i hvert fald hvis tv’et stammer fra Samsung og er et nyere et af slagsen. Nu vil Samsung imidlertid tilbyde alle deres kunder muligheden for at styre tv’et på denne måde. Køber du et Samsung 8-serie-led-tv, følger der således en Galaxy S WiFi med i pakken. Samsung kalder den selv for en tablet, men med en lille skærm på 5" og Android 2.3 som styresystem er der nu snarere tale om en mobiltelefon, der ikke kan ringe.

Ud over at anvende den som fjernbetjening kan du dele og streame dine film, billeder og musik trådløst fra Galaxy S WiFi til dit 8-serie-tv via Samsungs ’Allshare’-funktion. Takket være Samsungs ’Smart View’-funktion kan du desuden se film via hdmi på tv’et og samtidig se almindeligt tv-indhold på din Galaxy S WiFi.

Med Android som styresystem får du adgang til funktioner som Google Maps og Gmail samt til et hav af andre applikationer og spil fra Android Market. Desuden byder Galaxy S WiFi på 1GHz-processor, 8GB intern hukommelse, 3,2-megapixels kamera bagtil, vga-kamera på fronten samt usb 2.0-port. Tablet-pc’en følger med i pakken, når du køber et 40", 46", 55" eller 60" UE-D8005 Smart TV inden udgangen af 2011.

Den sælges også separat til en vejledende pris af 2.999 kroner og kan benyttes til Samsungs Smart TV i 7-serien (UE-D7005) med de samme funktioner som for 8-serien. Galaxy S WiFi fungerer desuden som fjernbetjening til alle Samsungs Smart TV’er.

Få mere ud af din blu-ray-afspiller

Også blu-ray-afspilleren kan du styre med din mobil eller tablet. I hvert fald hvis det er en Sony BDP-S380. Henter du en gratis app til din iPhone, iPad eller Android-mobil, kan du kontrollere blu-ray-afspilleren og få adgang til flere funktioner. Den særlige Gracenote-service giver dig eksempelvis adgang til ekstra information om den film, du ser, mens der også er mulighed for at søge på tjenester som YouTube og Qriocity.

Sony BDP-S380 har også WiFi og adgang til en stor mængde film- og tv-tjenester, mens der samtidig er usb-porte, så du kan tilslutte harddiske, usb-nøgler eller andre medier for at se film og billeder, selv hvis de er i 3D. Sony BDP-S380 er på markedet nu og fås til omkring 850 kroner.