Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Få den perfekte studie-computer

Computeren er dit vigtigste værktøj på studiet. Men hvert studie stiller sine krav, så vi har til denne stortest givet pc-producenterne frie hænder til at levere det bedste bud på en bærbar studie-pc.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Står du foran at skulle starte i skolen, gymnasiet eller et andet studie, så skal du geare op med det vigtigste våben i din taske: en bærbar studie-pc. Det skal være en pc med tilpas mange kræfter til at honorere kravene på det aktuelle studie, men den skal ikke være alt for dyr, for studiebudgettet er sjælden bugnende. Det er udgangspunktet for denne stortest – som derfor også er interessant for alle os andre, som har været igennem studiemøllen for længst, men som til stadighed er på udkig efter det optimale skæringspunkt mellem ydelse og pris.

Til stortesten har vi bedt en række centrale pc-producenter stille med et produkt, som de hver især opfatter sig som særlig egnet i studiesammenhæng. Prismæssigt måtte den ikke være high end
– men gerne ydelsesmæssigt. Vi ville umiddelbart forvente, at producenterne stillede med ultrabærbare maskiner med masser af power, med lav vægt og overkommelige dimensioner. Men udvalget overraskede – det blev langt mere varieret og spændende.

Læs også: 7 stærke råd før du køber studie-pc


Både mini og monster

I den ene ende af skalaen har vi fået et 17”-monster med stærkt gamingpotentiale, i den anden ende en Chromebook med blot 11,6”-skærm!
Men der er ræson i udvalget, da de to maskiner henvender sig til forskellige målgrupper. Skal du blot skrive og kunne komme hurtigt på nettet, er den lille lette Chromebook en fin løsning. Har du en uddannelse, som kræver mange vinduer åbne samtidig, giver en 17”-skærm rigtig god mening.

Et vigtigt aspekt for mange – men ikke for alle – er, hvor nemt du kan slæbe din computer med. Hvis du cykler eller går meget med en computer i tasken, skal den selvfølgelig være let og lille. De 2 kilo ekstra, som en 17”-pc vejer i forhold til en standardmodel kan altså mærkes.

Læs også: Gør din studie-pc klogere og bedre

Prismæssigt går testen fra 2500 kroner og op til godt 6000 kroner. Det er et stort spring, men fælles for maskinerne er – næsten uanset pris – at de har overraskende mange kræfter. Power er lige nu trenden i den lave ende af prisskalaen. De fleste spil kan køres på alle maskinerne, og Netflix og andre multimedie-oplevelser er i dag ingen udfordring.

Du får måske ikke processorer fra øverste hylde, men til gengæld computere, hvor maskinerne opleves homogene. Samspillet mellem processor, grafikkort, ram osv. er optimalt, så maskinerne opleves fint kvikke og bedre, end vores kontrolmålinger afslører. For selvom testdeltagerne målemæssigt ligger 40 procent under kravene til en egentlig gaming-pc, så kører alle hverdagsapplikationer gnidningsløst.

På skærmsiden må du leve med lidt lavere opløsning end på topmodeller. Men det går i de fleste tilfælde an.

Læs testene her:

Asus EeBook E403SA-WX0002T

Acer Travelmate B117

Abook V510

HP Chromebook 11

Dell Inspiron 17 5000

Lenovo Yoga 500 15.6