Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Streetz HL218: Fine in-ears til billige penge

Streetz HL218 er et kablet in-ear-headset, der tilsluttes via 3,5 mm minijackstik. Kablet er 1,2 meter lang, det er der ikke noget specielt ved, hvis ikke det var fordi, at den øverste del af kablet fra headsettet var udformet som en i øvrigt fungerende lynlås.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fra mellemstykket med mikrofon og svarknap til opkald og hen op til høreknopperne kan ledningerne for begge sidder lynes sammen, når headsettet ikke er i brug. Det er en meget sjov tanke om ikke andet, og det forhindrer faktisk, at kablet her filtrer sammen. Headsettet er udstyret med 10 mm enheder og har en frekvensgang fra 20 Hz til 20 kHz. Lydmæssigt er headsettet måske ikke det mest velopløste, men det har en for prisen ganske fornuftig tonal balance.

Diskanten er udmærket omend ikke meget mere, og mellemtonen ligeså. Bassen er faktisk glimrende selv om den ikke er afgrundsdyb eller stram i udtrykket, men som headset egner Streetz HL218 sig ganske glimrende som allrounder til en endog meget fordelagtig pris. Vær dog opmærksom på, at priserne for headsettet ser ud til at variere en hel del på internettet, så det kan betale sig at lede efter den bedste pris.