Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Streetz CM765: Lille lydgranat til billige penge

Lyden er ikke fantastisk, men Streetz-højttaleren er bygget solidt og byder på et par smarte funktioner.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi lægger ud med den mindste og billigste. En lille granat, der fylder præcis en håndfuld og kan være i en enhver taske - ja, endda en stor lomme. 

I sit helt sorte design med stofagtig beklædning omkring højttalerne og gummi for resten af pengene, er den diskret og nydelig. Den har en IPX7-certificering, hvilket betyder, at den er vandtæt.

Behøver ikke en mobil

Du kan derfor trygt tage den med til poolen og formentlig også stranden.

Men vær opmærksom på, at saltvand ikke indgår under denne certificering og heller ikke støv. 

Betjeningen er så simpel, som den kan være. Der er en knap til strøm og Bluetooth bagpå. Foran er der to store knapper med + og - til volumenkontrol. 

Trækker du det lille gummidæksel ud på bagsiden, er der USB-C til opladning (ret flot i denne prisklasse), samt minijack-indgang til kablede afspillere og endda en indgang til microSD-kort. Det er absolut ikke standard på denne type højttaler. 

Ikke en hi-fi-højttaler

Kortlæseren gør det muligt at indsætte hukommelseskort i microSD-format med musik på.

På den måde behøver du ikke at have en mobil eller anden afspiller med, når du vil lytte til musik på farten. Fyld blot dine yndlingssange på hukommelseskortet, så udgør højttaleren et selvstændigt lille anlæg, som altid har god musik i sig.

Lydkvaliteten begrænser dog lytteglæden. Det ér en billig højttaler, og det høres. Den lyder dog af mere end 300 kroner. Undlader du at skrue for højt op, leverer Streetz et rimelig harmonisk lydbillede, hvor mellemtonen står veldefineret, og bassen pumper diskret nedenunder uden at anstrenge sig over evne. 

Det er muligt at parre højttaleren med en anden af samme slags. Så får du ægte stereolyd. En fin feature, der med det moderate prisskilt taget i betragtning kan være en overvejelse værd. 

Batteritiden er cirka 10 timer, hvilket er fint for en højttaler af denne størrelse.