Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Logitech Mini Boombox er en alsidig størrelse, som både fungerer til musik, film, spil og telefonsamtaler. Mini Boombox forbindes trådløst med smartphones, tablets og alle andre bluetooth-enheder, så du kan streame musik og tale i telefon uden kabel.
Den fylder ikke meget – blot 115×71×58 mm – men har ifølge Logitech en stor ydeevne. Et specialdesignet lydkammer skal således gøre det muligt at lytte til god lyd med udvidet bas, og som speakerphone har den en ordentlig indbygget mikrofon, der sikrer tydelige samtaler.
Mini Boombox har internt batteri, der oplades via usb, og derfor behøver man aldrig spekulere på udskiftning af batterier. Ved fuld opladning er der til cirka ti timers brug, afhængigt af brugsmønster og miljøindstillinger. Desuden er kontrolpanelet bagbelyst, så Mini Boombox kan betjenes både dag og nat.
Logitech Mini Boombox forventes i butikkerne i løbet af november. Den vejledende pris er 699 kroner.