Home » Skærm » Stortest: 6 supergode fladskærme
Stortest: 6 supergode fladskærme

Stortest: 6 supergode fladskærme

Share

Skærmen skal bruges til alt fra websurf til store filmoplevelser – vi
kigger dybt i 6 flade skærme, der alle er mindst 24 tommer store så du
kan finde ud af hvor du får mest for spareskillingerne

De gode gamle katoderørsbaserede CRT-computerskærme er nu til dags blot et nostalgisk minde, og siden lcd-skærmene begyndte at tage over, er deres størrelse også vokset voldsomt. Væk er de gode gamle 15″ og 17″ skærmstørrelser, som i dag virker nærmest arkaiske. Skærmene er efterhånden gået over til widescreen-formatet 16:10 og dermed stort set totalt forladt 4:3-formatet.

På det seneste er 16:9-formatet så småt begyndt at vinde indpas, det er ikke småting, der er sket med computerskærmene i de sidste få år. Og »småting« kan de deltagende computerskærme på 24″ til 27″ heller ikke betegnes som værende.

Alsidige kæmper

Med afsæt i udviklingen af lcd-computerskærmene, hvor skærmene bliver stadigt større, valgte Alt om DATA denne gang at fokusere på de større skærme med en skærmdiagonal på 24″ eller større. Dette også fordi storformatskærmene er kommet ned i et prisleje, hvor flere og flere vil finde dem attraktive at investere i som arbejdsredskab.

Ret uvant for en stortest i Alt om DATA har vi samlet skærme med et prisspænd, der er større end normalt. Formålet er at vise et udsnit af det udvalg, man har til rådighed, hvis man som bruger ønsker at erhverve en lcd-computerskærm på 24″ eller derover. Det er i denne test specielt vigtigt, at man som potentielt køber af en computerskærm blandt deltagerne tager udgangspunkt i ens behov.

For ingen af de deltagende skærme er dårlige, alle holder et fornuftigt niveau. De deltagende skærme har blot forskellige styrker og svagheder og viser deres force inden for forskellige områder.

Skærmene er alle allroundskærme, nogle er mere egnede til spil, mens andre brillerer mere i forbindelse med film og mere krævende grafiske områder. Der er ingen strikt specialiserede skærme i denne test, de mestrer alle det brede spektrum af brugsscenarier, man som normalbruger får brug for.

Sådan testede vi

Computerskærmene blev i testen gennemprøvet med henblik på billedkvalitet inden for flere brugskategorier. Skærmenes features blev noteret, og de forskellige aspekter desangående blev afprøvet i praksis, det være sig knapper, ergonomi og on-screen display.

Elforbruget blev målt i standby, samt ved almindelige brugssituationer herunder ved forskellige lysstyrker og brugsscenarier alt efter skærmenes generelle specifikationer. Til at måle elforbruget anvendtes SparOmeter-elmåleren. Billedkvaliteten, som også tog betragtningsvinkler og lignende i betragtning, blev foretaget på skærme, der var indstillet så, at de generelt passede bedst til testomgivelserne i standardmode.

Testskærmene blev testet i et kontormiljø med lysstofrør og ved nedrullet sol-afskærmning for at sikre ensartede testvilkår for alle testdeltagere. Billedkvaliteten blev testet for hverdagsbrug gennem anvendelse i Windows-miljøet og via surfing på internettet. Desuden blev skærmenes evne til at gengive film testet via afspilning af flere HD-film i formatet 1080p, der jo kan vises korrekt grundet samtlige deltageres høje opløsning.

Skærmene blev i denne sammenhæng testet for den generelle billedkvalitet samt for evne til at vise farve, kontrast, evne til at gengive sorte farver, og om skærmene var egnede til at vise hurtige bevægelser uden, at der var tendens til såkaldt »ghosting«, hvor figurer på skærmen ville trække skygger efter sig.

De selvsamme egenskaber blev undersøgt i forbindelse med gennemspilning af Crysis i høj kvalitet i opløsningen 1440×900 pixels i et vindue. Endeligt blev testsuiten PassMark MonitorTest 3.0 anvendt til at bedømme skærmenes egenskaber inden for forskellige områder. Dertil benyttedes MonitorTests mange testskærmbilleder, der viste skærmenes ydelse inden for bestemte områder. Det androg evne til at vise ensartede farver, evne til at vise farveovergange samt skærmenes kontrastniveau med mere.

Bedømmelseskriterier

Bedømmelseskriterierne inden for kategorien computerskærme tager udgangspunkt i fire bedømmelsekategorier, der vægtes forskelligt og som samles i en samlet score for hver enkelt testdeltager.

De fire bedømmelseskriterier er billedkvaliteten, feature, elforbrug samt endelig prisen. Ud af disse er billedkvaliteten, elforbruget og prisen ret selvforklarende. Features omhandler alle de kvaliteter, som skærmen måtte besidde udover de tre andre kriterier. Det kan være samlingskvalitet, tilslutningsmuligheder, ergonomiske kendetegn, betjening og kvalitet af On-screen display samt knapper, billedindstillingsmuligheder, medfølgende software, eventuelle indbyggede højttalere samt hvilken garanti der følger med skærmen.

VK246H skærmen på 24″ fra Asus skiller sig ud fra mængden af skærme i denne test på et par områder. For det første er det den eneste skærm, der med sin skærmopløsning på 1920×1080 pixels anvender formatet 16:9. De andre skærme anvender det mere traditionelle 16:10 skærmformat for wide-screen computerskærme. Der er desuden indbygget et 1,3 Megapixel webcam øverst i skærmen. Grundet skærmformatet, der er skræddersyet til 1080p film og den lave responstid, der er angivet til 2ms, er skærmen prædestineret til at kunne udfylde rollen som multimediaskærm.

Tilslutningsmulighederne understøtter også det med tilstedeværelsen af såvel vga-, dvi- samt hdmi-stik.

Skærmen klarer de forskellige opgaver, som den udsættes for og viser sig ikke uventet egnet til spil og også til filmfremvisning med god kontrast. Niveauet for sort er også fornuftigt, dog ikke på højde med de bedste her i testen. Billedkvaliteten er ligeledes ganske god under Windows og ved internetbrug. Her fremgår forskellen på Asus VK246H og den forskel, der trods alt er til de skærme, der anvender anden skærmteknologi ikke så tydelig som i mere krævende arbejdsopgaver.

Se også:  Lækker teknik: Acer Predator Helios 700

I testprogrammet kan det ses, at kontrastniveauet trods alt ikke helt er på højde med den bedste. Farveensartetheden og farveovergange halter specielt lidt efter. Skærmen er dog af meget fin kvalitet, ikke mindst prisen taget i betragtning. Nævnes skal det også, at man hurtigt kan skifte mellem forskellige brugerscenarier. Ergonomisk er skærmen dog ret basal, skærmen kan blot vippes for og bagover. Skærmen skal dog roses for et meget fornuftigt energiforbrug med 42,6 watt i brug og 0,8 watt i standby.

BenQ V2440W er en 24″ widescreen-skærm med en skærmopløsning på 1920×1200 pixels. Den minder typemæssigt lidt om skærmen fra Asus, begge er meget hurtige skærme med en responstid på 2ms. BenQ har sat sejlene til designmæssigt, her vækker ikke mindst den asymmetriske ophængning af skærmen på foden opsigt. Ergonomisk er den ligeså lidt fleksibel som Asus-skærmen – skærmen kan vippe bagud og fremover og ikke mere. Tilslutningsmæssigt byder den på vga-, dvi- samt hdmi-stik, underligt nok følger der kun et vga-kabel med skærmen.

V2400W er specielt egnet til spil, hvor den lave responstid sikrer, at ghosting aldrig forekommer. Skærmen er den i testen med den laveste oplyste lysstyrke, det kan ses ved, at skærmen helst skal anvendes med lysstyrken sat til 90 procent eller lignende for at opnå optimal lysstyrke under Windows. Skærmen virker da klar og flot, dog skinner det i visse situationer igennem, at skærmen lige mangler det sidste i lysstyrken. Blandt andet virker skærmen mørkere i spil, og i film er der en antydning af, at billedet virker mindre sprudlende end hos visse andre deltagere her i testen. I film og ved spil synes kontrasten at være en anelse bedre med dynamisk kontrast slået til.

Kontrastniveauet, farveovergangene og ensartetheden ligger ungefair på niveau med Asus-skærmen.

Hos V2400W er det ligeledes muligt at vælge mellem enkelte prævalgte indstillinger til forskellige brugerscenarier. Ser vi på energiforbruget resulterer den knap så voldsomme lysstyrke i meget flotte værdier fra 42,1 watt til 45,2 watt ved 90 procent lysstyrke. I standby er forbruget på normale 0,8 watt.

Her har vi at gøre med en skærm på 27″, men stadig med en opløsning på 1920×1200 pixels. Det betyder, at pixelstørrelsen er lidt større end, hvad de 24″-modeller med samme opløsning besidder, men det anes ikke ved brug.

UltraSharp 2709W har nærmest uudtømmelige tilslutningsmuligheder, der er to gange dvi, hdmi, DisplayPort samt usb 2.0 hub og kortlæser indbygget i skærmen. Ergonomisk er skærmen også fin, den kan højdejusteres, roteres om sin egen akse samt vippes efter behov. Skærmbetjeningen og den tilhørende OSD er også speciel, knapperne er skjulte og dukker kun frem i form af lysende LED-prikker ved at føre hånden hen over dem. OSD-menuen er meget flot og stor, og den giver adgang til en lang række præindstillede billedindstillinger for forskellige brugerscenarier, farveindstillinger og aspektratio kan ligeledes indstilles herfra.

Men det er billedkvaliteten, der imponerer, og der er stor betragtningsvinkel. Skærmen viser et meget klart og farverigt billede med rigtig god kontrast. Det viser sig overalt, og billedets detaljerigdom gør sig gældende i spil og i film. Det sorte niveau i film og spil er også overbevisende og helt i top her i testen. Evnen til at vise ensartede farver og farveovergange er også rigtig god, måske dog lige en anelse dårligere, end hvad Eizo skærmen præsterer. Til gengæld har skærmen PIP- og PBP-funktion.

Kigger man på energiforbruger vises det, at vi her har at gøre med en 27″-skærm – ved almindeligt brug ligger forbruget på 115,2 watt ved 100 procent lysstyrke, men kan dog sænkes til 101,8 watt ved 85 procent lysstyrke. I standby forbruger skærmen 1,8 watt.

Eizo har en stor produktpalette inden for lcd-computerskærme, der alle inden for deres felt signalerer no-nonsense. Ligeså med Eizo FlexScan S2431W, der er beregnet til almindeligt kontorbrug. Der er tale om en 24″-skærm med en skærmopløsning på 1920×1200 pixels.

Her er virkelig en skærm, hvor ergonomien er sat i højsædet – den kan højdejusteres, pivoeres, drejes om sin egen akse, og skærmrammen kan selvfølgelig vippes. Der er vga, dvi og endvidere fire usb 2.0 stik, tre downstream og en upstream. Designet er der ikke kælet for, fokus er på billedkvaliteten.
Skærmen er meget lysstærk og kan med fordel anvendes ved 75 procent lysstyrke hvor mindre lysstærke skærme bruger 90 procent. Billedet er kendetegnet ved meget flotte farver og overlegen kontrast, og sorte farver synes virkeligt sorte. Med henblik på ensfarvede flader og farveovergange er skærmen ikke langt fra at være perfekt. I HD-film vises mange detaljer i billedet og også her gælder førnævnte karakteristika. OSD-menuen er ikke den mest overskuelige i testen, men giver adgang til mange indstillinger.

Farvetemperaturer kan sættes specifikt til rigtig mange værdier, gammaværdier kan indstilles manuelt og det er ligeledes muligt at pille ved farvemætning, hue og gain. Det medfølgende ScrenManager Pro-software gør det muligt at varetage alle skærmindstillinger inde fra Windows.

Se også:  Acer Triton 500 [TEST]: Letvægter leverer store gamingoplevelser

Energiforbruget ligger på 69 watt ved 90 procent lysstyrke og 60,6 watt ved 75 procent lysstyrke. Skærmens standbyforbrug er skærmens største ankepunkt med dens 4.1 watt.

Fujitsu Siemens leverer med denne ScenicView P26W-5 ECO testens eneste 26″-skærm, den holder en opløsning på 1920×1200 pixels. Der er tale om et produkt, der afviger fra Fujitsu Siemens traditionelle grå skærme, den er nemlig klædelig råhvid. Skærmen kan højdejusteres, drejes om sin egen akse og vippes. Tilslutningsmuligheder er der nok af med vga-, dvi- samt hdmi-stik og intet mindre end fem usb 2.0-stik, hvoraf de fire er downstream.

ScenicView P26W-5 ECO er meget lysstærk og kan alt efter situation og placering med fordel anvendes med lysstyrken sat til 50 procent. Skærmbilledet er generelt set meget klart og med gode reelle farver. Selv om skærmen ikke er den hurtigste, hvad responstid angår, er der ingen ghosting overhovedet, og de mørke områder er fint repræsenteret.
I HD-film er billedet meget detaljeret. Den virker dog lige en anelse mere mørk end Eizoen selv ved videoindstilling. I HD-film anes en lille fordel til Eizo-skærmen, hvad kontrastniveau angår, men det er småting.

De ensartede farveområder var tæt på Eizos nivaeu, og farveovergangene var lige så flotte som på Eizoen. OSD-menuen er meget tydelig og letanvendelig, der findes også her mulighed for at vælge prækonfigurerede indstillinger til forskellighe brugerscenarier, blot ikke så mange.

Med skærmen følger DisplayView Click, hvormed skærmen kan kalibreres, og der kan foretages en række justeringsmuligheder. Energiforbruget er på 81,7 watt ved 50 procent lysstyrke, i videomode ryger forbruget op til 110 watt. I standby forbruges 0,9 watt, medmindre ECO-knappen slås til, så er forbruget forbløffende 0,0 watt.

Igen en 24″-skærm med skærmopløsningen 1920×1200 pixel. Skærmen byder blandt andet på vga- og dvi-stik samt to usb 2.0-porte, en downstream og en upstream. Ergonomisk set placerer skærmen sig pænt, da den kan højdejusteres og drejes om sin egen akse, samt vippes for og bagud.

Det eneste, den ikke byder på, er pivotering.
Skærmbilledet er under Windowsprogrammer og internetbrug meget fint med rigtig klare farver i en fin præsentation. Desværre havde testeksemplaret en lysende grøn subpixel nederst på skærmen i højre halvdel. Men bortset fra det var skærmen eksempelvis glimrende til HD-filmfremvisning, hvor sort også vises fint.

Skærmen virker ligesom HP skærmen en anelse mere klar og sprudlende end skærmene fra Asus og BenQ. Dynamisk kontrast synes ikke at have nogen mærkbar effekt på skærmbilledet. Skærmen egner sig også glimrende til spil, og har ingen antydning af ghosting overhovedet. Ensartede farveområder er fine men der er en tendens til at farveovergangene ikke forløber helt lineært i testprogrammet. OSD-menuen indeholder flere indstillinger til brugerscenarier, mulighed for at vælge aspektratio, og der er vide muligheder for at stille på farvetemperaturerne.

At skærmen er så lysstærk som den er, er en af forklaringerne på, at energiforbruget ligger lidt højt fra 74,4 til 80 watt under normale omstændigheder. Det er dog muligt at presse det ned, hvis »økonomisk« vælges under SmartImage-funktionen. Gør man det, dropper energiforbruget til sparsommelige 43 watt. Det indebær mindre lysstyrke, men da skærmen er rigeligt lysstærk, kan det være et godt valg. Standbyforbruget ligger på 0,9 watt.

Hvilken skærm skal man som gå efter som kommende ejer af en storskærm på 24″ eller mere, hvis det er deltagerne her, der skal vælges mellem?
Det begynder sikkert at lyde trivielt, men det kommer an på temperament, og hvad skærmens skal bruges til.

Skal skærmen primært anvendes til spil og brug i almindelige Windowsprogrammer og surfing, vil de fleste være tilfredse med de billigeste skærme her i testen. Asus VK246H tilbyder en hurtig skærm komplet med webcam og med formatet 16:9, der retter sig mod HD-film i 1080p-opløsning. BenQ V2400W tilhører noget af samme genre og er også en glimrende billig skærm, der kan det hele, og den er tilmed ganske sparsommelig.

Hvis der ønskes en lidt bedre billedkvalitet på enkelte områder, så er Philips 240BW9CS et oplagt valg. Den har glimrende billedkvalitet, der hæver sig lidt over de førnævnte, når det kommer til lidt mere avancerede brugsscenarier. Philips er billigere og vinder blandt andet derfor vores bedste køb-anbefaling.

En glimrende skærm på 26″ er Fujitsu Siemens ScenicView P26W-5 ECO, den har glimrende egenskaber hele vejen igennem med rigtig god billedkvalitet. Den kan, som den eneste skærm i testen, stå i standby uden at brugge en tøddel strøm.
Dell UltraSharp 2709W er en fremragende 27″-skærm med meget høj billedkvalitet. Dell løber med vores anbefaler-pris, fordi den leverer så meget kvalitet til en for størrelsen fornuftig pris. Men vinderen af testen bliver dermed Eizo FlexScan S2431W på 24×, der er skærmen for den, som vil have billedkvalitet frem for alt.


VK246H
  • Billedekvalitet
  • Elforbrug
  • Features
  • Pris
4

Alt om DATA siger

Glimrende multimedieskærm, glimrende til spil og eneste skærm der er tilpasset HD1080p filmmateriale. Rigtig god til prisen, klarer de fleste opgaver

Sending
User Review
0 (0 votes)
Her er den bedste dagspris på Acer B246HYL (UM.QB6EE.A01) 23.8"
TAGS
Acer
Dell
eizo
fladskærm

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S