Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Her bliver den trådløse lyd kæmpestor

Nu kan du streame musikken trådløst til ægte hi-fi-receivere og på den måde få din yndlingsmusik ud gennem hjemmets stereohøjttalere i stort format. Datatid TechLife tester seks af de hotteste trådløse receivere på markedet lige nu.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Streaming stormer frem. Og hvis du også hører til den stadigt voksende del af den musikglade befolkning, der gør brug af streamingtjenester og betragter mobilen eller tabletten som den primære musikkanal, har du sikkert vænnet dig til halvsløj lydkvalitet. Også når du lytter derhjemme. Men hvorfor egentlig nøjes med ”godt nok”. Hvorfor ikke forlange høj kvalitet?

Tidligere kunne du uden at skulle kaste dig ud i en masse praktiske eksperimenter kun afspille musikken fra mobile enheder via særlige, trådløse højttalere (oftest i mono). Men nu vælder det frem med stereoreceivere og -forstærkere, som kan modtage et trådløst musiksignal og sende tonerne magtfuldt ud gennem hjemmets stereohøjttalere.

Vi tester seks af de mest hotte trådløse receivere. Og du får godt markedsoverblik. Priserne går fra 3500 kroner til over 8000 kroner for disse seriøse bud på en moderne hi-fi-receiver. Når du først har hørt, hvor godt din musik kan lyde med en af disse testdeltagere i kombination med et sæt gode højttalere, så er det svært at vende tilbage til den lille monohøjttaler. Vi si´r det bare!

Skal matche dine højttalere

Testdeltagerne byder på ret forskellige løsninger og kan modtage streamede signaler enten direkte eller via en ekstern enhed som en smartphone. Vælger du en model, der har mulighed for at modtage direkte streaming fra en trådløs router, skal du sikre dig, at den også understøtter den tjeneste, du foretrækker eller abonnerer på, for eksempel Spotify eller Deezer.

Lige så afgørende er matchet med de højttalere, receiveren skal drive. Er det et ældre sæt højttalere, du har stående, så prøv dem sammen med forstærkeren. Klang og power kan virke meget forskellig fra højttaler til højttaler. Og den receiver, der spiller fremragende på et sæt højttalere, gør det nødvendigvis ikke på et andet. Så sørg for at kunne bytte receiveren, hvis den ikke spiller som forventet, når du kommer hjem.

Ud over streamingmodtagelse skal en moderne receiver også have både digitale og analoge indgange, så du kan benytte den med andre kilder – herunder en cd-afspiller, en computer og endda et tv, der ofte har en optisk digital udgang.

Læs testene her:

Harman Kardon HK 3700

Pioneer SX-N30

Sony MAP-S1

Denon DRA-100

Bluesound Powernode2

ProJect Stream Box DSA