Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Det store tablet-opgør

Det hele startede med Apples iPad. Sidenhen kom Android-baserede tablets til, først i et slæbende tempo, men efterhånden er udvalget ved at blive større og modellerne blevet bedre. Så hvad er status nu? Hvilken er den bedste? Vi ser på syv forskellige modeller ...

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tablets har efterhånden nået en udbredelse, der gør det interessant at lave en sammenlignende test af, hvad de enkelte modeller på markedet står for. Testen her skulle egentlig blot omhandle Android-tablets.

Men det er nu engang ikke til at komme uden om iPad 2. Salget af den nuværende tabletversion fra Apple udgør stadig over 60 procent af det samlede tabletsalg. Der findes også andre operativsystemer til tablets, her tænkes specielt på Windows 7.

Det blev dog vurderet, at Microsoft på nuværende tidspunkt ikke har et konkurrencedygtigt alternativ til iOS- og Android-platformene. Det kan meget vel ændre sig fundamentalt med Windows 8, der specielt på tabletplatformen ser ud til at være meget lovende. Vi har samlet syv deltagere, den ene er den ikoniske iPad 2, resten er seks Android-tablets fra forskellige producenter. Det udfordrende ved denne test er, at vi står i en overgangstid mellem forskellige generationer af tablets.

Der er repræsentanter, der har en del tid på bagen, op til en tablet med nyeste Tegra 3-cpu. Det har desværre ikke været muligt at få fat i op til flere tablets, der skulle være lige på trapperne.

iOS versus Android

Specielt for tablets er det sandt, at brugergrænsemiljøet definerer enheden. Anvendelsesmulighederne synes grænseløse, når man ser på de apps, der kan fås til såvel iPads og Android-enheder.

Alligevel er det underholdning, spil, informationssøgning og web-surfing samt andre lettere opgaver, der må betegnes at være hjørnestenen i de forskellige tablets’ eksistensberettigelse.

Det centrale for denne type enheder er den måde, hvorved brugeren interagerer med enheden på, samt hvor godt brugermiljøet, herunder operativsystemet, er gearet til at levere en fyldestgørende samt flydende brugeroplevelse.

Selvfølgelig tilstræber begge lejre samme mål, nemlig den bedste brugeroplevelse for slutbrugerne. Metoderne, der anvendes for at nå dertil, er dog forskellige. Der er fordele og ulemper ved begge metoder, alt efter temperament.

Kort sagt er iPads styrker blandt andet platformens homogenitet - der er kun en processor at vælge mellem ad gangen, og der arbejdes kun med en skærmstørrelse ad gangen. Apples App Store råder over et hav af apps, herunder et stort udvalg til tablets.

Til gengæld understøttes flash ikke, hvilket dog med tiden vil betyde mindre, idet flash ser ud til gradvist at blive erstattet af blandt andet html 5.

Android er som udgangspunkt mere egnet for brugeren, der ønsker at have mere kontrol med sin platform på godt og ondt.

Det er en mere fragmenteret platform med flere forskellige processorer, skærmstørrelser og opløsninger.

Der er ligeledes mange apps i Android Market. Kontrollen er dog ikke så stringent, og hvad angår apps specielt til tablets, halter Android stadig efter. Fra Android 3.2 og frem er der bedre kontrol med skalering af apps til forskellige skærmstørrelser.

Bedømmelseskriterierne

De deltagende tablets blev bedømt ud fra fem delbedømmelser, der hver blev vægtet med 20 procent af den samlede bedømmelse.

Ydelsen er såvel den målte ydelse samt betegnelsen for, hvor glidende den pågældende tablet afvikler opgaverne. Batterilevetid er selvforklarende. Funktioner dækker her over features i videste forstand, men også over de fysiske kvaliteter ved de enkelte tablets.

Skærmen dækker over kvaliteterne, der knytter sig til denne.
Prisen er, hvor meget man får for pengene for lige nøjagtig den testede version af pågældende tablet.

Sådan testede vi

Det har været lidt af en udfordring at sammenligne deltagerne i testen, hvis parameteret blot var målbare resultater. Selvfølgelig ikke mellem Android-tablets, men mellem dem og Apples iPad 2, der i testeksemplaret anvender et helt anderledes operativsystem, iOS 5.0.1.

De fleste måleprogrammer fås ikke til begge platforme, så det udelukker mange muligheder. Hvor det har været muligt, er der blevet anvendt programmer, der tillader at vægte begge platforme.

AnTuTu benchmark-programmet viste, hvorledes de seks Android-enheder klarede sig indbyrdes. Det rykkede i en gammel ”testrotte” efter gode gammeldags testresultater, der kunne påvises og gentages igen og igen i stedet for subjektive vurderinger.

Men tablets er i sagens natur meget umiddelbare i deres natur. Det drejer sig om, hvorledes brugeroplevelsen er på godt og ondt, når de er i brug her og nu. Tablets er jo langt hen ad vejen underholdningens og informationernes funklende skarpt skårne budbringere.

Derfor blev en stor del af ydelsesaspektet i testen ubrydeligt knyttet sammen med det simple spørgsmål: Hvor responsiv føltes enheden i brug? Var det en flydende oplevelse, eller var der noget, der drillede i forskellige situationer?

Lige fra hvor hurtigt skærmen fulgte med, når pågældende tablet blev roteret, til hvordan den føltes i spil og apps generelt. Det blev dog til enkelte målinger alligevel. Blandt andet blev standardbrowserens evne til at håndtere JavaScript testet i SunSpider Benchmark 0.9.1.

Acid3-testen blev anvendt til at teste browsernes evne til korrekt gengivelse af websider ifølge gældende standarder, specielt JavaScript og Document Object Model (DOM). Ved hjælp af Netspeet.net blev kvaliteten af WiFi-signalet målt for alle deltagere.

Alle deltagere blev målt op mod samme server tre gange inden for et kort interval og gennemsnitsværdien noteret.

Ellers blev de forskellige tablets vurderet ud fra fysiske egenskaber, antallet af features og ikke mindst ud fra brugeroplevelsen i bredeste forstand. Endelig noteredes batterilevetiden ved almindelig blandet anvendelse.

Testene publiceres løbende i denne uge. Hold øje med boksen i højre side.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs testene her:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]