Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stort er kun et fattigt ord

Hvis vi skulle vente på, at astronomerne nåede frem til endelig konsensus om, om Universet udvider sig eller ej, fik vi aldrig noget svar. Heldigvis har Cooler Master svaret.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den endegyldige konklusion er, at Cosmos udvider sig. Således er computerkabinettet Cosmos II fra Cooler Master noget større end forgængeren Cosmos fra selvsamme producent. Med Cosmos II har Cooler Master taget skridtet fuldt ud og skabt, hvad de betegner som verdens første ultratower-kabinet.

Plads en masse

Cosmos II kan der siges meget om, men det karakteristiske udseende koblet med den imposante størrelse er ikke til at komme uden om. Dimensionerne er imponerende med 664×704×344 mm (D×H×B). Vægten stopper ikke, før nålen dirrer på 22 kg. Det er vel at mærke et fuldstændig tomt kabinet.

Der er plads til de størst tænkelige bundkort i e-atx- eller sågar xl-atx-formfaktor. Der kan selvfølgelig monteres multigrafikkortopsætninger med fire grafikkort. Grafikkort kan være op til 385 mm lange og cpu-køleren op til 190 mm høj. Eller hvad med 10 udvidelsesslots bagpå foruden et ekstra vertikalt et af slagsen?

Der er tre eksterne drevpladser, 5,25". Under disse er der fortil desuden to x-docks, der hver kan rumme et eksternt 3,5"-drev. X-docks kan desuden aflåses. Kabinettet har 11 regulære 2,5"/3,5"-drevskuffer, der alle vender på tværs af kabinettet, så montering af drevene lettes betydeligt.

Ønsker man at montere 2,5" i harddiskskufferne, skal man frem med skruetrækkeren. Men til 3,5" er dette ikke nødvendigt, her tages skuffen ud og vrides på midten, så siderne smyger sig om drevet med fire gummidupper, der går ind i monteringshullerne.

Resultatet er en hurtig montering og et drev, der sidder solidt, samtidig med vibrationerne fra drevet mindskes. De optiske drev skubbes også bare i 5,25"-drevpladsen, og ved et tryk på en knap sidder drevet, som det skal. Det kan ikke være lettere.

Konstruktion og design

Cosmos II er bygget op om et indre stålskelet, uden om hvilket kabinettets ydre skal, der består af plast materiale, metalgitter og børstet aluminium, er kreeret. Inspirationen fra bilernes verden er tydelig i siderne, hvor luftindtagene ligner køleribber fra sportsvogne. Udtrykket mindskes ikke, når de to kæmpesider åbnes fremad som veritable bildøre ved et tryk på udløseren bagtil.

Lågerne kan for øvrigt løftes af, når behovet opstår. Cosmos II er velbygget overalt, alt passer godt sammen, og tingene fungerer.
Man skal dog ikke forvente lutter ædle materialer overalt. Funktionalitet og vægtbesparelse har vejet tungere.

Kabinettet er kendetegnet ved at være opdelt i to separate termiske kamre. Nederst monteres strømforsyningen bagtil. Den kan trække luften ind fra undersiden af kabinettet gennem et støvfilter i bunden, eller den kan for den sags skyld vendes om og hive luft ud fra kabinettet.

Fortil er der seks udtagelige harddiskskuffer til 2,5"/3,5"-drev samt en indbygget blæserløsning til nedkøling af disse med to 120 mm-blæsere. De seks harddiskskuffer i bunden kan tages ud og erstattes af en 240 mm-radiator til vandkøling i stedet. Resten af kabinettet rummer de resterende drev, bundkort og de eksterne drev.

En ting, Cosmos II har rigeligt af, er kapacitet til blæsere. Der medfølger fem blæsere med kabinettet. Foruden de to førnævnte drejer det sig om en 200 mm- i front, en 140 mm- bagtil og en 120 mm- i top.

Men der understøttes op til 10 blæsere, blandt andet to 120 mm-blæsere i sidelugen og to 140 mm- eller tre 120 mm-blæsere i top.

De medfølgende blæsere er ret så lydsvage, og de kan has-tighedsreguleres via frontpanelet fortil på fronten. Lige herunder befinder frontens tilslutningsmuligheder sig, to usb 3.0-porte, fire usb 2.0-porte, e-sata-port samt audio in/out.

De eksterne drevpladser og frontens betjeningspanel kan skjules af glidepaneler, når der ikke er behov for at tilgå nogen af delene.