Home » Sikkerhed » Stor guide: Sådan får du et sikkert hjemmenetværk
Stor guide: Sådan får du et sikkert hjemmenetværk

Stor guide: Sådan får du et sikkert hjemmenetværk

Share

Vi gør en masse for at sikre vores computere og andre enheder. Men selve netværket skal også være sikkert. Her får du den komplette guide, der holder hackerne på afstand

Hvor sikkert er dit hjemmenetværk? Det er en afgørende del af vores dagligdag, fordi det forbinder alle vores hjemmeenheder med hinanden og med hele internettet. Men det er også mål for hackere og andre ondsindede typer. Det er normalt, at den router eller modemrouter, man bruger, er arrangeret med tanke på bekvemmelighed snarere end sikkerhed, og det indebærer en risiko for at blive angrebet.

Dit netværk er især sårbart over for angreb fra to sider: Den første er en fysisk indtrængen fra nogle inden for rækkevidde af dit Wi-Fi-net. Dets rækkevidde vil overraske dig – prøv at gå udenfor og se, hvor nemt det er for dit net at række ind i naboens have eller kælder eller ud på fortovet. Hvis dit netværk ikke er beskyttet af stærk kryptering (og en endnu stærkere adgangskode), risikerer du i bedste fald at dele din internetforbindelse med en nasser, og i værste fald åbner du dit netværk for spioner og hackere.

Den anden side er angreb fra nogle uden for dit netværk. Vidste du, at din router som standard er konfigureret til at blive tilgået på afstand? Hvis du ikke har ændret det kodeord, der fulgte med den, er det ikke usandsynligt, at den allerede er blevet invaderet af en forbipasserende hacker, der scanner ip-adresser og porte og søger sårbarheder. Det kan føre til, at malware såsom trojanske heste kommer ind i dit system og forærer hackere en åben dør til dit netværk og dine ressourcer.

Se også:  Undersøgelse: Smartenhederne i hjemmet er oplagte hackermål

Heldigvis kan du med de rigtige redskaber og teknikker låse dit netværk mod angreb både udefra og indefra. I denne artikel fokuserer vi på at låse din adgang til internettet, nemlig din router. Vi hjælper dig med at beslutte, om tiden er inde til at anskaffe en ny model, og vi viser dig, hvilke indstillinger der tilfører ekstra lag af sikkerhed og lægger et væld af hindringer i vejen for eventuelle hackere.

Når din router er sikret, fortæller vi, hvordan du hurtigt tjekker, om alle dine enheder er sikre, og vi viser, hvordan du sikkert kan få forbindelse til dit hjemmenet, når du er på farten, som om du sad derhjemme. Læn dig tilbage, og forbered dig på at give enhver håbefuld hacker og nasser en ubehagelig overraskelse.

Se også:  Sådan redder du en Windows-computer, der nægter at starte

Det første skridt, når det gælder om at styrke dit hjemmenets sikkerhed, er at afgøre, om din router stadig lever op til kravene. Hvis den er over seks eller syv år gammel, er tiden inde til at overveje en opgradering til noget, der er mere robust, og som understøtter de nyeste sikkerhedsprotokoller.

I tekstboksen på side 47 kan du læse, hvad du skal søge efter i en ny router – den Synology RT2600ac, som vi her fremhæver, er en af to routere, vi har testet i forbindelse med denne artikel. Den anden er den ældre og mere forbrugerorienterede TP-Link Archer VR900 modemrouter. En anden løsning er at læse boksen om DD-WRT på side 48 for at se, om det er muligt at give din eksisterende model en ny chance.

Uanset om man har tænkt sig at investere i en ny router, eller man blot vil gennemføre en undersøgelse af netværkssikkerheden med den aktuelle model, består det første skridt i at logge på routerens styringsværktøjer, og det foregår typisk via ens webbrowser.

Hvis du vælger WPA2/WPA3 til Wi-Fi-kryptering, får du bagudkompatibilitet.

Alt, hvad du skal gøre, er at skrive din routers ip-adresse i browseren og trykke Enter. Hvis du er i i tvivl om, hvad ip-adressen er, åbner du i Windows 11 Indstillinger > Netværk og internet og klikker på “Egenskaber”. Din routers ip-adresse vil fremkomme ud for din IPv4-adresse.

Du bliver bedt om at logge ind, typisk med et brugernavn og et kodeord, men somme tider blot med et kodeord. Hvis du aldrig har gjort det før, skal du slå op i din routers manual. Du vil opdage, at standard-loginet ikke er sikkert, og det er her, du bør foretage din første justering. Skift det til noget, der er meget sværere at komme forbi.

Led efter en administrationssektion i din routers styringsfunktion. Brugere af Archer skal gå til Advanced > System Tools > Administration for at ændre indstillingerne til noget mere sikkert; Synology-brugere foretager ændringerne under den første opsætning eller senere under Control Panel > User. Synologys tilgang scorer points, fordi den anvender en multibruger-model, således at potentielle hackere er nødt til at gætte både brugernavn og kodeord for at få adgang.

Vi anbefaler brugen af en kodeordsmanager som den, Bitwarden tilbyder, til at oprette dit nye kodeord – noget vilkårligt, der indeholder en blanding af mindst 14 bogstaver, tal og specialtegn for at få beskyttelse mod angreb. Naturligvis skal koden gemmes i din kodeordsmanager eller skrives ned et sikkert sted.

Slå WPS fra, når funktionen ikke er nødvendig.

Mens du er i administrations­sektionen, skal du søge efter en mulighed for at administrere din router på afstand – med andre ord uden for dit lokale netværk over internettet. Hvis du slår denne funktion fra, forhindrer du forbipasserende hackere i at prøve at logge ind.

Hvis du mener, at du kan få brug for denne funktion, bør du styrke din konto yderligere. Når det gælder Synology-routere, kan du indføre totrinsbekræftelse via en 2FA-kode og tilføje et ekstra lag af sikkerhed. Prøv at lade det blive en vane at lade denne funktion være frakoblet, undtaget når du har brug for den (for eksempel under rejse). Det vil minimere din eksponering til internettet.

1 2 3 4 5 6 7Næste

TAGS
Guide
It-sikkerhed
netværkssikkerhed
Tips og tricks

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S