Sæt dig i lænestolen, og tænd eller sluk for alle elektriske apparater i hele huset. Eller indstil dem til automatisk at tænde og slukke på ønskede tidspunkter når som helst i døgnet.
Alt dette kan du gøre ved at trykke på et par knapper på din smartphone, tablet eller computer – du skal blot have fat i nogle trådløse enheder fra det danske pionerfirma NorthQ.
Du kan ikke blot fjernstyre dine installationer. Du kan også i realtid med en app (iOS, Android og Windows) aflæse, hvor stort strømforbruget er i hele huset eller på et bestemt udtag og derved se, hvor meget bestemte apparater – for eksempel et tv og en spillekonsol – sluger af strøm.
Du kan opstille et budget for dit strømforbrug og observere, om du overholder det, og du kan tilslutte en timer, som tænder og slukker automatisk flere steder i huset. Kort sagt: Du kan opdage, hvis dit elforbrug galopperer derudad.
Faktisk behøver du slet ikke være hjemme. For NorthQ-systemet i din bolig kan tilgås overalt på kloden, så længe du er på et netværk.
En trådløs sensor klæbes på din eltavle, og via det trådløse netværk sendes det aktuelle elforbrug til appen.
Hvis du blot vil aflæse hele boligens strømforbrug løbende, leverer NorthQ et sæt med en måleraflæser, Q-Power, og en gateway, Q-stick. Det er næsten Storm P-agtigt.
For måleraflæserens sensor sættes blot fast ud for tælleren på boligens elmåler (det sker med en tape, og den kan pilles af igen og monteres på ny, hvis du for eksempel selv vil kontrollere elmålerens tal, selvom det er lidt bøvlet).
Pudsigt ser det ud, men det fungerer altså. På de mest moderne elmålere aflæser sensoren blinkene fra en lampe, der pulserer i takt med forbruget.
Ved ældre målere samarbejder en optisk sensor og to dioder på Q-Powers sensordel de røde og sorte markører på målerens skive.
Du skal altså vide, hvilken type måler, du har, før du investerer i NorthQ-kittet.
En medfølgende gateway, NorthQ Q-Stick til dit samlede elforbrug
Det kræver lidt præcision at sætte aflæserens sensor præcist på elmåleren. Men kittet indeholder små, gennemsigtige plaststrimler med streger på, hvilket gør det nemmere.
Gatewayen er trådløst forbundet med aflæseren og udsender de relevante data via hjemmets trådløse router til den enhed – mobil, tablet eller pc – som du foretrækker.
Her har du på forhånd installeret NorthQ’s software HomeManager, som sikrer dig en visuelt overskuelig præsentation af dit strømforbrug.
Det kan være strømforbruget lige nu. Så kan du også se, om dine børn er kommet hjem fra skole, og du kan se, hvor meget forbruget hopper i vejret, når for eksempel ovnen eller tv’et tændes.
Det er anskuelighedsundervisning at kigge på sin smartphone og se, hvordan forbruget stiger for eksempel 300 watt, når man tænder nogle apperater og kun 100 watt ved andre.
Men du kan også få en oversigt over forbruget i en given tidsperiode. Med kombinationen af aktuelle oplysninger og forbruget over længere tid bliver det lettere at finde ud af, hvor der skal sættes ind for at spare strøm.