Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Større end virkeligheden

Med Epsons nye 3D-briller kan du opleve en billedgengivelse, som svarer til et biograflærred med en diagonal på 8 meter – uden at afskære dig fra omverdenen.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Augmented Reality eller blot AR er ved at blive et hot begreb. Udvidet, forstærket eller forøget virkelighed gør det muligt at give audiovisuelle oplevelser en yderligere dimension og lade brugerne interagere med omverdenen på nye måder.

Og det er ikke bare fremtidsorienteret spin fra et dyrt konsulentfirma, men meget snart et reelt tilbud fra Epson. Firmaet forestiller sig eksempelvis, at gæster på Louvre bliver udstyret med Moverio BT-200 briller, som både er gennemsigtige og har et LCD-panel til hvert øje. Så vil gæsterne kunne beundre Mona Lisa med deres egne øjne, samtidig med de hører en guide i ørepropperne og ser film om det verdensberømte maleris historie.

Anden generation

Alt om DATA har prøvet Epsons andengenerations, gennemsigtige, binokulære, smarte briller. Den første model var BT-100 fra 2011, og den var så stor, sort og klodset, at Karl Lagerfelds signatur-shades ligner kontaktlinser ved siden af.

BT-200 er blevet meget mindre, lettere og smartere – og har naturligvis fået meget mere udstyr til en lavere pris. Epson har prissat vidunderet til €699 eller godt 5000 kroner. For de penge kan du også få en almindelig videoprojektor eller et 3D-tv på 46”, men ingen af disse produkter kan du bære på hovedet.

Den mest imponerende specifikation er det virtuelle biograflærred på 320” eller godt 8 meter i qHD-opløsning (960 x 540 pixel i hvert LCD-panel). Det kan du bruge til at opleve film, spil og apps på en helt ny måde, som Epson lover. Naturligvis med Dolby Digital Plus-lyd i de medfølgende ørepropper.

Fyldt med datakraft og sensorer

Selve BT-200 brillen er blevet så kompakt og let, fordi det meste af elektronikken er samlet i en lille controller med touchpad. Her sidder en 1,2 GHz dual core-processor, 1 GB ram, 8 GB intern hukommelse med udvidelsesmulighed til 32 GB med SD-kort. Denne løsning har også givet mulighed for en batterikapacitet på 6 timer – nok til de fleste flyrejser. Ret imponerende, for både brillen og controlleren bliver lidt lune under brug.

Ligesom en smartphone eller tablet er BT-200 fyldt med sensorer. Det indbyggede kamera kaldes en sensor til visuelle data og har kun VGA- (640 x 480 pixel) opløsning. De øvrige sensorer er et gyroskop, en gps, et accelerometer, et kompas og en mikrofon. Sensorerne betyder, at brillens software kan tilpasse gengivelsen efter situationen. Ved at bevæge hovedet kan du for eksempel panorere hen over et landskab eller rulle op eller ned i menuer.

Indhold kan du udveksle via Wi-Fi, DLNA, Bluetooth 3.0, USB 2.0 og Miracast. Den sidste feature kan være praktisk, hvis du vil dele indhold med familie og venner på en stor tv-skærm, og er dit tv ikke smart nok, kan Epson tilbyde en adapter.

Brugertilpasning

Som nævnt er linserne i 3D-brillen gennemsigtige, så du ikke afskærer dig fra verden. Men vil du være helt i fred, følger der to shades med forskellig lysdæmpning med BT-200.

Og hvad med folk, der bruger briller? Også dem har Epson tænkt på. Har du et nogenlunde ukompliceret nær- eller langsyn, køber du en billig læsebrille i supermarkedet og sætter den i en særlig ramme i Epson-brillen. Så nemt kan det gøres.