Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Støjende cruise

Hvis headsettet klemmer på hovedet, er der stadig mulighed for at få håndfri betjening af mobilen. Jabra Cruiser sættes fast i solskærmen, men dét, lyden minder om, er den, du får, hvis du taler ned i en konservesdåse.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis ordene Jabra og headset indgår i samme sætning, så er det næsten også naturligt at sige »god kvalitet«. Det ville vi rigtig gerne sige også gjaldt her, men sådan skal tingene ikke være.

Ganske kort kan det siges, at Jabra Cruiser har masser af gode intentioner, men lydkvaliteten er alt for dårlig i begge ender af samtalen, og det er det, der tæller mest, når det kommer til telefonsamtaler.

Det skorter ellers ikke på funktioner i Jabra Cruiser, når den først er forbundet til din telefon, kan den fungere som musikafspiller, og har de nødvendige spil-, stop- og spoleknapper. Lad det lige være sagt med det samme; hvis du har en iPhone så kan du ikke bruge andet end play og stop.

Herudover har Cruiser endnu en funktion, nemlig at den kan sende på fm-båndet, og derved sende musik og tale ind i din radio.

Dåsesnak

Vi startede testen med at ringe op helt almindeligt, og der gik ikke længe, før vi kunne konstatere, at knappen til at skrue op og ned for lyden på Cruiser er placeret rigtig dumt, og det er ikke intuitivt hvilken knap, der skal trykkes på for at skrue op for lyden.

Derefter forsøgte vi at føre en samtale, men det var ingen fornøjelse. Modtageren af samtalen beskrev den som meget metallisk og ikke særlig behagelig at høre på, og i vores ende lød det som om lyden kom fra en metaldåse.

Om end det ikke var helt så slemt at høre på, som det tydeligvis var hos modtageren, så var det langt fra behageligt.

Derefter forsøgte vi at få lyden ud gennem vores radio, men det lykkedes aldrig. Sendestyrken var tydeligvis ikke høj nok til, at vores radio kunne opfange signalet, så det opgav vi.

Endelig forsøgte vi at afspille musik over Jabra Cruiser, men det holdt vi hurtigt op med. Det lød forfærdeligt og kan absolut ikke anbefales.