Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Støjdræbende hovedtelefoner

AKG er godt på vej med deres nye støjdræbere...

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en varm fortaler for noise cancelling hovedtelefoner på farten. De gør livet i fly, bus, tog m.m. til et bedre sted at være, da de dræber en betydelig del af baggrundsstøjen.

De nye AKG K495 NC hører under denne kategori og ligger sig i den høje ende af prisskalaen med Boses noise cancelling QuietComfort-serie som nærmeste konkurrent. K495 har et lækkert stiligt design, der i mine øjne slår Bose, og er af on-ear-typen. Det gør desværre, at de efter længere tids brug generede mine brillebefængte ører en smule ved at trykke ørene ind på brillestangen. Jeg blev desværre heller aldrig gode venner med tænd-sluk-mekanismen for noise cancelling (NC) på venstre ørekop. Frem for en kontakt, skal den yderste ”metal”-ring på ørekoppen drejes, hvilket ikke er nemt - uanset om du har dem på eller ej.

Der er en smule støj i hovedtelefonerne, når du slår NC til, - en støj jeg kunne høre under stille passager i f.eks. klassisk musik eller vokalmusik som Eva Cassidys version af ”Fields of Gold”. Dette er ikke tilfældet hos f.eks. QC 15. K495 har mere fylde i bassen end Bose QuietComfort 15, hvilket især booster James Blakes ”Limit to your love”. Her blev jeg indimellem igen distraheret af baggrundsstøjen. På QC 15 er diskanten dog tydeligt mere klar, så det er op til din musiksmag at vælge, hvilken du foretrækker.

Selve noise cancelling-delen var så absolut godkendt og fjernede en stor del af den generende omverden. En anden rigtig god funktion er, at hovedtelefonerne virker, selvom batteriet er død (hør lige efter Bose!) - så får du blot ikke NC-funktionen, men hellere det end ikke at kunne høre musik.