Af Natasja Broström, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det har ikke skortet på skrækscenarier: Fremtidens AI-drevne virksomheder vil i kombination med robotter føre til massearbejdsløshed og opløsning af hele jobsektorer.
Ingen kan endnu med sikkerhed forudsige, hvordan fremtidens jobmarked ser ud, men en ny undersøgelse foretaget i Storbritannien giver anledning til en vis optimisme.
Kun hvert fjerde af undersøgelsens adspurgte firmaer melder tilbage, at AI har betydet tab af jobs. I de fleste tilfælde har introduktionen af kunstig intelligens ingen negativ effekt, viser den nye forskning offentliggjort af University of Warwick og University of Sussex.
AI er overvejende positivt
Undersøgelsen er baseret på svar fra omkring 750 AI-relaterede virksomheder. Ud fra deres svar fastslår forskerne desuden, at AI faktisk har skabt flere jobs, mens over halvdelen af firmaerne siger, at der ikke er nogen generel forandring.
Sammenlignet med andre teknologier har kunstig intelligens dog en betydelig effekt på antallet af jobs. Undersøgelsen viser, at introduktionen af kunstig intelligens har en 28,4 procent større sandsynlighed for at skabe jobs, men er omvendt er 26,6 procent mere tilbøjelig til at være forbundet med job-nedlæggelse.
"Sandsynligvis betyder automatiseringen af nogle opgaver, at der er behov for færre folk til at udføre bestemte jobs. Øget produktivitet kan reducere omkostningerne, hvilket samlet set kan stimulere salg samt efterspørgsel efter medarbejdere,” udtaler dr. Wil Hunt fra University of Sussex Business School.
”Dette afhænger selvfølgelig af den specifikke AI-teknologi, der bruges, og hvad arbejdsgiverne håber at opnå ved at bruge den,” understreger forskeren.