Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Steelseries Rival 650: Knivskarp trådløs gamingmus sætter ny standard

Når SteelSeries påstår, at de har skabt verdens bedste trådløse gamingmus til e-sport, bliver det interessant. Dels er det en selvsikker udmeldelse, og det viser sig ikke at være tom snak.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har haft mange produkter mellem hænderne her på Alt om DATA. Men der er langt imellem de produkter, hvor vi må anerkende, at de er skruet således sammen, at der her og nu ikke er noget at sætte en finger på.

Steelseries Rival 650 er et sådant produkt, man kan selvfølgelig anfægte, at den optiske gamingmus kun henvender sig til højrehåndede brugere, men ud over det er den tæt på perfektion.

Hvad der specielt gør Rival 650 til noget unikt, er hvorledes de anvendte løsninger og egenskaber spiller sammen i bestræbelserne på at skabe den ultimative trådløse gamingmus.

De fire kvaliteter, der sammen definerer SteelSeries Rival 650, er præcision, alsidighed, generel kvalitet og ikke mindst batteriets fantastiske ydelse. Det sidste involverer også brug af gennemtænkte løsninger.

Præcision

En gamingmus defineres via dens præcision, kan den ikke levere på dette punkt, er den ligegyldig. Her trumfer Rival 650 igennem – og det på flere felter. Den trådløse 2,4 GHz forbindelse der etableres via en USB Type-A-adapter sikrer, at grundlaget er i orden, en stabil og responsiv forbindelse hvor man ikke længes tilbage til en kablet løsning.
Rival 650 er som sagt en optisk gamingmus, dem er der mange af, men det er bestemt ikke en metervare. Kvaliteter som 1000 Hz polling og 1 ms latens forventes, men det er kun det basale.

Det virkelige scoop er, at TrueMove 3+ er en ægte 1 til 1-trackingløsning, hvilket ganske enkelt betyder, at flytter du musen fem centimeter på musemåtten, flytter curseren sig også fem centimeter på skærmen. Det er uafhængigt af skærmopløsning.

Det giver et meget mere præcist sigte og introducerer ikke lag eller andre eksterne påvirkninger. Først ved cpi-indstillinger højere end 3500 cpi introduceres jitter-reduction.

Plusset i TrueMove 3 dækker over, at Rival 650 er udstyret med to sensorer, den ekstra sensor måler afstanden til musemåtten. I praksis betyder det, at du kan løfte din mus mindre fra overfladen og stadig undgå, at musen flytter sig på skærmen.

Kombinationen af disse tiltag gør Rival 650 ultrapræcis og sikrer et gameplay, hvor det er dine evner og ikke musens, der begrænser dig. Og kablet, nej man savner det ikke. Der medfølger 2 meter kabel, primært til opladningsformål.

Alsidighed

StreelSeries Rival 650 er virkelig glimrende til FPS-spil, det er en forholdsvis stor men slank mus, der med fordel kan anvendes med claw- eller palm-greb. Den passer eksempelvis perfekt til undertegnedes hænder i forbindelse med palm-grebet.

Forskellige greb og spillestile lægger op til forskellige præferencer. Her leverer Rival 650 lige-ledes. Ønsker man en tungere mus eller at tilpasse vægtfordelingen, er det ligeledes muligt. Der medfølger otte 4 grams lodder, som kan placeres bag de aftagelige sider, det giver i alt 256 forskellige varianter at vælge imellem.

Generelle kvaliteter

Rival 650 har syv programmérbare knapper, der kan programmeres via steelSeries’ 3 engine-softwaren. Her kan man også styre, hvorledes den indbyggede 8-zones RGB-belysning skal tage sig ud.

Softwaren giver adgang til mange forskellige indstillings-muligheder, herunder skift mellem to frit valgte cpi-indstillinger via en knap, som sagt kan der vælges fra 100 cpi til 12.000 cpi.

Musen er skabt i plast med en blød berøringsvenlig overflade. Tasterne føles responsive og nøjagtige, og de anvendte switches klarer 60 millioner klik.Batteriet. Batteriet kan faktisk holde mere end et døgn, endnu mere imponerende er det, at et kvarters opladning giver 10 times spiloplevelse. Man kan også deaktivere lys ved bevægelse, ganske smart.