Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: SteelSeries Arctis Nova Pro Wireless: Genialt gaming-headset ændrer spillereglerne

Arctis Nova Pro Wireless er en game-changer indenfor gaming-headsets. Sjældent har vi oplevet så megen innovation på én gang.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den teknologiske udvikling sker ofte i små skridt som en rolig evolution med diskrete forbedringer. Det er sjældent, at et produkt i et hug introducerer markante nybrud, men det er faktisk tilfældet med SteelSeries Nova Pro Wireless.

Der er tale om et trådløst gaming-headset til pc og PlayStation, men det er meget mere end det.

Nova Pro Wireless kommer med sin egen lille kontrolstation, hvor du kan foretage indstillinger af lyd og meget andet.

Der er også analog indgang og udgang, så du kan koble eksterne enheder på – eksempelvis højttalere. Det er nyttigt, hvis din konsol er koblet til en projektor uden ordentlig lyd, som det var tilfældet hos os. Med en kontrolstationen kunne vi koble PlaysStation 5 i en Sonos Play:5 og den vej får lyden ud i resten af vores trådløse system.

Der er også til USB-indgange bagpå kontrolstationen, så du har mulighed for både at koble en konsol og en computer på samtidig og skifte mellem dem nemt og hurtigt.

Har du en pc koblet på, er der yderligere indstillingsmuligheder at hente i det helt nye Sonar-program, der tilbyder en specialudviklet 360 grader spatial audio algoritme, der imponerende surround-effekt samt en avanceret parametrisk EQ, så du kan stille skarpt på præcis de frekvenser du ønsker.

Fremragende lyd til både spil og musik

Man kan ane velkendte SteelSeries-detaljer, eksempelvis den bløde elastik under hovedbøjlen, men grundlæggende er der tale om et helt nyt design.

De sorte og mørkegrå nuancer giver et dejlig nedtonet look. Der er intet gaming-bling. Det er et headset, som snildt kan gå til musik på farten og kontoret – hvilket lydkvaliteten heldigvis indbyder til.

Vi har sjældent hørt et gaming-headset, der spiller med så stor finesse som Nova Pro Wireless. Der er flot klarhed, stram bund og masser af luft i lydbilledet.

Til gaming gør det sig også fortrinligt, især på PS5, hvor du får glæde af Tempest Audio.

Luk omverden ud - eller ind

Aktiv støjreduktion samt transparency er der også, hvilket betyder at du både kan burrer dig selv inde i din egen lille gaming- boble, når der er behov og lukke op for omverden, hvis du har behov for at høre, hvad der sker omkring dig, når du gamer.

Dertil en glimrende mikrofon, der på effektiv vis isolerer din stemme, hvis du er omgivet af støj. Den trækkes når du har du skal bruges den, og sidder ellers gemt inde i den ene ørekop.

Der er knapper til det vigtigste på headsettet. Desværre er lydstyrke-hjulet af skrabet kvalitet og ændre lydstyrken i ret store ryk, så det var svært at ramme en ideel styrke, når vi lyttede til musik fra mobilen.

Uendelig batteritid

Batteriet holder i op til 44 timer, men selv når det løber tør for strøm, behøver du ikke tage en spilpause, for batteriet kan tages ud og stikkes i kontrolstationen for at oplade, mens du sætter det ekstra batteri, der medfølger, i headsettet. På den måde har Nova Pro Wireless faktisk uendelig batteritid.

Det er første gang, vi ser denne feature. Og den er blot én af de ting, der gør Nova Pro Wireless banebrydende.

Prisen er i den høje ende, men ganske rimelig i betragtning af, at Nova Pro Wireless leverer stort set alt, man kan forvente af et moderne headset og derudover en hel masse, man aldrig havde drømt om.

Samlet vurdering: 6/6 stjerner

Pris: 2.899 kroner