Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Steelseries Apex 3 TKL: Vandtæt gamingtastatur til budgetpris

Apex 3 TKL er et prisbilligt gaming-tastatur. Det er godt til prisen, men ikke fantastisk. Dog tåler det sodavandsglas, der vælter ind over det i kampens hede.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette tastatur er en kompakt udgave af Steelseries Apex 3-model. TKL står for ”TenKeyLess”, altså et tastatur uden de numeriske taster. Dermed fylder tastaturet mindre på skrivebordet og er mere handy til gaming - du kan simpelt hen få plads til større musebevægelser.

Der er tale om et tastatur af membran-typen, altså en budgetmodel. Men er Apex 3 TKL de 469 kroner værd, som tastaturet koster?

Højere end normalt

Trods TKL-betegnelsen har tastaturet et lidt højere format end de fleste andre tastaturer. Der er masser af plads, og det opleves ikke så trangt som mange konkurrenter. Allerede efter de første klik på tastaturet får du mere luksusfornemmelse, end prismærket antyder. Men måske synes du, at det er lidt for let i det, og det kan glide rundt på bordet.

Taster på det jævne

Du kommer måske også til at opleve, at fingrene glider på tasterne efter lang tids indtastning eller efter en ordentlig omgang actionfyldt gaming. Tasterne er lavet af et blødt, glat plastmateriale, som ikke fungerer perfekt uden dog at være håbløst dårlige.

Tasterne flyder oven på et rgb-panel, så det er ret godt oplyst over det hele, hvilket er fint, når vi taler budget-tastaturer. Det kontrolleres af Steelseries’ Engine-software og har otte-zoners rgb-oplysning, som sikrer et fint og jævnt lys.

Med rgb-lyset på, ser tastaturet fantastisk ud. Men uden lyset på, kan du se plastikken nedenunder, hvilket ikke er det smukkeste syn. Men overordnet er designet vellykket og følger stilen i resten af SteelSeries’ brede sortiment af gamingtastaturer.

Der er særlige multimediakontroller og en rulleknap øverst til højre på tastaturet. Støttebenet bagpå giver tastaturet en mere behagelig vinkel, når du skriver. Vi savner dog en håndledstøtte, men ok, det er et billigt tastatur.

Ingen klaklyde

Tasterne har støjfrie switche, så forvent ikke at få de typiske klaklyde med dette tastatur. Da der er tale om et membrantastatur, er tasterne ret tunge at trykke ned, og du får ikke en øjeblikkelig respons. På plussiden tæller, at det er rart at bruge tyste taster som her, når man skriver.

Tasterne er gode nok til afslappende gaming, men duk ikke op til en e-sports-turnering med Apex 3 TKL. Membran er bare ”no-go”. Der findes dog værre tastaturer til prisen, og så har Steelseries-modellen en fordel, som ingen andre TKL-tastaturer har: Det er vandtæt.

Hvis du nogensinde har væltet en flaske eller et glas med sodavand eller bare mineralvand ud over et tastatur, vil du sætte stor pris på at kunne redde situationen med en smule rengøring og derefter spille videre.

Drop Apex 3 TKL, hvis du sværger til high-end og mekaniske tas-ter. Ellers er det et godt alternativt tastatur eller et tastatur til det farlige miljø på et børneværelse.