Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Steelseries Aerox 9 Wireless: Letvægtsmus til avancerede onlinespil

Aerox 9 Wireless er blandt de absolut letteste mus der findes, og har knapperne til avancerede MOBA-spil.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der skal reageres lynhurtigt, hvis du skal have succes på slagmarken. Samtidig skal du undgå for høj belastning af håndleddet, hvis du har tænkt dig at spille mange timer i træk. Derfor er der god fornuft i at gå efter en let mus.

Aerox 9 Wireless er blandt de absolut letteste, der findes. Trods de ganske få gram den vejer (89 for at være helt præcis), byder den på et imponerende udvalg af funktioner. Det er en såkaldt MOBA-mus, som egner sig særligt til online multiplayer krigsstrategi-spil. Det gør den især i kraft af af 12 numeriske knapper på siden, som betjenes med tommelfingeren.

Knapperne er velkonstruerede, med et sikkert og responsivt klik, og det samme kan for så vidt siges om de to museknapper foran, om end det er et dybere, mere elastisk klik. Til vores smag måtte det godt have været strammere, men det er særdeles holdbare knapper, med Golden Micro IP54 Switches, som skal kunne klare 80 millioner klik.

Det bløde hjul i skridsikker gummi giver stabil scrollen, mens en knap ovenover gør det muligt at ændre dpi.

Hurtig og præcis

Takket være den lave vægt kan musen drøne over bordet med utrolig hast. En god sensor med 1-til-1 tracking, 18,000 CPI, 400 IPS, 40G acceleration kombineret med fødder af jomfru-PTFE sikrer dog en fin fornemmelse af kontrol, selv når det går tjept.

Musen er trådløs og kan køre via både Quantum 2.0 Wireless med dongle og Bluetooth, hvilket kan være smart, hvis man bruger den med sin bærbare.

Batteriet er indbygget og klarer 180 timer på en opladning. Efter blot 15 timer i USB-opladeren er der strøm til 40 timers gaming.

Gennemført letvægter

Musen er IP54-certificeret mod støv, skidt og vandspjask, trods det åbne design, som gemmer på rgb-lyseffekter under den hullede overfalde. Ligesom musens knapper kan lyset konfigureres i det tilhørende Engine-program til pc og Mac.

Trods en heftig pris, er der således tale om en gennemført mus, der kan løfte MOBA-spillet et niveau eller to.

Pris 1.199 kroner

Samlet vurdering: 5/6 stjerner