Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
FØRSTE OMGANG: Udgift
Når man skal planlægge en ny maskine, spiller pris på køling en stor rolle, og den kan også udgøre en stor del af den samlede udgift til en processor. Tag for eksempel AMD: Alle firmaets X edition-processorer mangler en standardkøler. Det samme gælder for Intels K-serie. Det betyder, at selvom man ikke er pjattet med overclocking og presning af chippen til det yderste, men blot ønsker dens solide ydelse og højere frekvenser, er man nødt til at købe en eller anden separat køler.
Når det gælder valuta for pengene, dominerer både AMD’s og Intels standardkølere markedet. De føjer lidt ekstra til processorens generelle pris, og de følger ofte gratis med cpu’er, der har beskedne specifikationer. Tårnkølere kommer ind som nummer to i kampen om valuta for pengene med priser, der går fra ca. 50 kroner og helt op til over 500 kroner.
De allerbedste har meget imponerende TDP-reducerende egenskaber. Endelig findes der naturligvis alt i en-væskekølere. Man kan ganske vist finde nogle få til nogenlunde fornuftige priser, men generelt ligger de et sted mellem 300 kroner og op til 1000 kroner eller mere, og det skyldes deres komplekse udformning og de ekstra komponenter.
Vinder: Standard
ANDEN OMGANG: Brugervenlig installation
De fleste metoder rummer problemer med installation. Intels standardkøler kan gøre knuder, hvis man ikke er vant til formgivningen af dens pushpin-monteringsmekanisme, og AMD’s beslag-montering kan føre til mange kvæstede fingre og tilsvarende frustration. Vi må dog her fremhæve AMD’s standardkøler Wraith Spire, fordi den har en af de bedste monteringsprocedurer, vi har set på en standardkøler. Man skal stramme fire diagonale skruer, og så er den hjemme.
Tårnkølere er forskellige, når det gælder brugervenlig installa-tion. Nogle producenter er meget lidt hjælpsomme – reglen er, at jo mere man betaler, desto nemmere er installationen. Især er Noctua-modeller usædvanlig smertefrie. Husk at tage højde for pladsen i kabinettet, fordi nogle lufttårne kan være for store til systemet.
Men så længe man har plads til at montere ventilatoren (og strengt taget har de fleste kabinetter plads til en enkelt ventilator på 120 mm), er alt-i-en det bedste valg. Når man flytter overfladeområdet ud til kabinettets sider og dermed væk fra centrum, får man bedre kompatibilitet med hukommelse. Hertil kommer, at de fleste alt-i-en’er følger Aseteks patent, hvilket giver en identisk monteringsløsning.
Vinder: Alt-i-en
TREDJE OMGANG: Køleeffektivitet
Al køling følger det samme grundlæggende princip: Via brugen af konvektion og fordampning for lufttårne og en pumpe og væske for alt-i-en’er bliver varmen overført fra cpu’en og hen mod finnerne, hvor den bliver afkølet af kold luft, som passerer forbi, før den tidligere varme luft bliver ført tilbage til cpu’en, hvor processen bliver gentaget.
Uanset om der er tale om en standardkøler, en towerkøler eller en alt-i-en, følger hver metode det samme princip. Når det drejer sig om effektivitet, er der altså én simpel regel, der skal følges: Jo større overflade man kan afkøle, desto bedre bliver ens køling. I øjeblikket er det alt-i-en’erne, der hersker. De største kølere har en længde på 360 mm og understøtter op til seks ventilatorer på 120 mm.
De er beregnet til de største processorer og de hidsigste overclocks. Lufttårnene kommer ind på en snæver andenplads med for eksempel Noctuas NH-D15, der understøtter op til to 140 mm-ventilatorer fordelt på to tårne. Endelig har vi standardkøleren med dens små ventilatorer (under 120 mm), der kommer på en tredjeplads. Denne type kan i nogle tilfælde understøtte overclocks, men disse kølere har typisk kun ét formål – som navnet angiver – at udgøre standarden.
Vinder: Alt-i-en
FJERDE OMGANG: Støj
På trods af hvad mange tror, betyder flere ventilatorer ikke nødvendigvis mere støj. Teorien er enkel: Eftersom man skal forholde sig til den samme maksimumtemperatur, skal man altid ramme den som det minimale. En ventilator, der afkøler en processor, skal altså køre ved et langt højere omdrejningstal (og dermed generere langt mere støj) for at levere en effektiv køling, der svarer til to ventilatorer på samme størrelse.
Af den grund, og fordi decibelskalaen er logaritmisk, er to 24 dB-ventilatorer (hvor 25 dB er en fordobling af støjen), der arbejder i tandem, langt mere stille end en enkelt 32 dB-ventilator. Generelt set er standard-kølere ikke det bedste valg til denne situation. De kan sagtens være stille, men på grund af den chip, de afkøler, den mindre ventilator og manglen på overflade-område får vi højere omdrejningstal.
Vi kunne give prisen til alt-i-en’er på grund af deres større overfladeområde, men der er en ulempe: den ringe kvalitet hos de standardventilatorer, der følger med. De fleste towerkølere er udformet med henblik på ventilatorer med lavere omrejningstal og dermed mindre støj, fordi de i højere grad udgør udgiften end pumpen og køleren.
Vinder: Towerkøler
FEMTE OMGANG: Driftssikkerhed
Efterhånden som systemerne bliver stadig mere integrerede i vores dagligdag og vores arbejde, fra kryptomining til renderingsmaskiner, kontor-arbejdsstationer og den gamingmaskine, vi bruger til at slappe af om aftenen, bliver driftssikkerhed mere og mere afgørende. Både alt-i-en-kølere og towerkølere bliver generelt fulgt af fantastiske garantivilkår, men der er et stort problem, når det gælder væskekølere: Hvis køleren bryder sammen – eller endnu værre: lækker – kan den lægge hele systemet i graven.
Væske og pc-hardware er ingen god blanding. Hertil kommer, at hvis pumpen i en vandblok holder op med at fungere, bliver cpu’en hurtigt ophedet og stopper hele systemet, også selvom det ikke er under belastning. Towerkølere har derimod ikke denne pumpeenhed og kan stadig fungere takket være konvektion, også hvis en ventilator går i stykker.
Hertil kommer, at hvis en pumpe dør i en alt-i-en, er man nødt til at udskifte hele enheden; hvis en ventilator går i stykker i en towerkøler, skifter man simpelthen ventilatoren ud, og det er meget billigere. Standardkølere har det samme problem som væskekølere: Processoren bliver hurtigt varm, og man er nødt til at udskifte den.
Vinder: Towerkøler
Og vinderen er ...
Man finder aldrig en mirakelløsning, når det gælder cpu-kølere. Uanset hvordan man vender og drejer det, har hver form for køling sine ulemper. Det hele afhænger ofte af, hvilken processor man skal afkøle. Der er ikke megen mening i at sætte en alt-i-en med tre 360 mm-ventilatorer på en Intel Core i3-8100. For mange vil en standard-køler være alt rigeligt.
Men i vores tilfælde gælder det nok især om at vælge den rette løsning – alt-i-en eller tower. Naturligvis er væskekøling langt den mest effektive løsning til hurtigt at bortlede varme, og det er et fantastisk valg til den, der ønsker en stilfuld og kompatibel køleløsning til maskineriets hjerte. Men denne teknologi omfatter også en iboende risiko. Hvis vi blev tvunget til kun at pege på én mulighed, bliver svaret en towerkøler.
De er simpelthen forrygende. Bevares, det kan måske knibe med pladsen, men takket være disse køleres enkle udformning, fremragende ydelse og høje driftssikkerhed er der ikke meget at betænke sig på.